23948sdkhjf

Barslund-boss vil fordoble omsætningen: "Nu skal vi bare bevise, at vi kan tjene nogle penge"

Barslund A/S har sat en ny kurs efter det seneste års omfattende oprydning hos den nordsjællandske jordentreprenør.

De kommende år vil stå i vækstens tegn, fastslår topchef Henrik Krabbe. Han ser lyst på fremtiden til trods for, at selskabet netop har aflagt et regnskab med en blodrød bundlinje på minus 207 mio. kr.

Målet er, at koncernens omsætning inden for de næste tre til fem år skal vokse til mellem 1,5 mia. og 2 mia. kr. fra de knap 900 mio. kr., som alle virksomhederne i Barslund Group tilsammen omsatte for i 2020.

Indtjeningsmålet er sat til 5 pct., oplyser direktøren.

Infrastrukturaftale

Han har ikke mindst store forventninger til den nyligt indgåede politiske infrastrukturaftale, der omfatter investeringer for i alt 161 mia. kr. frem mod 2035.

- Markedet er godt, specielt med infrastrukturpakken. Så det bliver i høj grad et spørgsmål om at vælge de rigtige projekter. Man regner jo med udbud i 2022 for 13 mia. kr. Det er vildt store tal, siger Henrik Krabbe.

Topchefens forventning til indeværende regnskabsår lyder på øget omsætning og et resultat på niveau med eller bedre end 2020. Hvis man ser bort fra den ekstraordinære nedskrivning på 266 mio. kr., var det normaliserede driftsresultat i 2020 cirka 36 mio. kr., fremgår det af regnskabet.

Årets resultat vil dog i høj grad afhænge af udfaldet af en række tvister, hvoraf den største afgøres i efteråret, oplyser Henrik Krabbe.

- Driften på de almindelige sager kører som forventet. Vi har et overskud på halvåret, og vi lever op til budgettet - både omsætnings- og indtjeningsmæssigt - på de igangværende sager, lyder det fra Barslunds topchef.

Læs interviewet med Barslunds topchef i Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Barslund A/S
Mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 652,3 965,6
Driftsresultat -230 -63,5
Resultat før skat -241,2 -63,5
Årets resultat -207 -47,6
Balancesum 678 599
Egenkapital 153,6 161,8
Antal ansatte 410 387

*Koncernstrukturen blev omlagt pr. 1.11. 2020. Koncernregnskabet omfatter derfor
perioden 1.11.2020 - 31.12.2020. Sammenligningstal for 2016-2019 udgør regnskabstal
for Barslund A/S. Der vil derfor være manglende sammenlignelighed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078