23948sdkhjf

Farvel til betonkollegium – AP Ejendomme går videre med 75 rækkehuse i Aarhus

AP Ejendomme kan inden længe sætte gang i nedrivningen af det forfaldne og tomme Hejredalskollegie ved Gellerup i Aarhus Vest. Aarhus Kommune har nemlig vedtaget en lokalplan, der åbner for, at penssionsselskabet kan sætte gang i opførelsen af 75 svanemærkede rækkehuse på grunden, hvor Hejredalskollegiets syv tilbageværende bygninger ligger.

Det skriver AP Pension, som vandt udbuddet om det 11.000 kvm areal ved Hejredalskvarteret i Gellerup tilbage i slutningen af 2019, i en pressemeddelelse.

Grunden, hvor AP Pension opfører sine kommende boliger, er karakteriseret ved sin trekantede facon, og de bærende konstruktioner i boligerne opføres primært i massivt træ. Ligesom dele af facaderne også bliver beklædt med træ.

Rækkehuskvarteret vil bære navnet Trækanten. 

Rækkehusene bliver på to forskellige størrelser på cirka 90 og 115 kvm fordelt på henholdsvis to og tre etager med fire og fem værelser. Fælles for rækkehusene er, at de får egen lille have og balkon. Herudover bliver der anlagt 75 parkeringspladser.

Fra beton til et grønt boligområde

Rækkehusene skal være med til at omdanne Hejredals-kvarteret fra et betonkollegium til et attraktivt boligkvarter med moderne og bæredygtige rækkehuse.

– I Trækanten vil vi have fokus på social bæredygtighed, hvor vi vil løfte et område fra betonkollegium til et grønt og attraktivt boligområde, siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, i pressemeddelelsen om planerne i Hejredals-kvarteret, der er tæt på Gellerups almene boliger. 

– Vi ser et stort perspektiv i blandede bydele, hvor de almene boliger i området vil spille positivt ind på de private lejeboliger. Det giver diversitet til området, og med de planer, som Aarhus Kommune er i fuld gang med at realisere for Gellerup, er vi sikre på, at det vil være med til at give området et stort løft, tilføjer han.

Nedrivningen af kollegiet forventes at gå i gang i december og er afsluttet i starten af foråret 2022.

Sælger til genbrug 

Selvom der endnu ikke er sat en dato for første spadestik til boligerne, der er tegnet af Arkitema, så ser Peter Olsson frem til at sætte gang i udviklingen af området.

– Hejredalskollegiet har gennem flere år stået tomt, og bygningerne fremstår som efterladte forfaldne betonbygninger, der ikke bidrager positivt til området, konstaterer direktøren og tilføjer: 

– Ved nedrivningen af kollegiet har vi indgået en aftale om at sælge bygningselementerne via Upcycling Forum, så elementerne kan blive genbrugt i andre byggeprojekter. Vi forventer ikke nogen økonomisk gevinst for den del. Vi gør det alene ud fra en tanke om genanvendelse af materialer.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108