23948sdkhjf

Bundlinje tæt på en milliard: Tre store byggerier prægede udviklers 2021

– Jeg er meget tilfreds med regnskabet, og 2021 var et travlt år med opstart af flere større byggerier i Odense, men takket være den rigtige strategi om at bygge og vedligeholde i høj kvalitet sammen med en meget stor indsats af koncernens 120 medarbejdere, så indfrier vi alle vores mål for året, lyder første kommentar fra koncerndirektør Frederik Barfoed til udvikler- og ejendomskoncernen Barfoed Groups 2021.

Den Odense-baserede udvikler kom ud af året med et resultat af ejendomsdriften før finansiering på 320 mio.kr. mod 310 mio.kr. i 2020, mens resultatet efter finansiering blev på 159 mio.kr. og var dermed 23 mio.kr. større end i 2020.

Årets resultat blev på 938 mio.kr. efter værdiregulering af selskabets ejendomme med 777 mio.kr.

Resultater betyder sammen med en forbedring af selskabets rentesikringsinstrumenter, at egenkapitalen ultimo 2020 udgjorde 3.197 mio. kr.

Store byggerier prægede året

2021 var præget af tre store igangværende byggerier med opførelse af 433 boliger- og erhvervslejemål til udlejning. Det første del af byggeriet på Munkebjerg Park med 184 boliger er allerede afleveret til lejerne. Samme sted afleveres yderligere 63 boliger ved indgangen til juni.

På Christians Park er udlejningen af 138 boliger til indflytning 1. september startet. Disse boliger er beliggende i direkte forbindelse med byens nye park – Pulsparken, som er etableret af Barfoed Group i samarbejde med Odense Kommune og beboerne i Bolbro som en del af bydelsprojektet Dit Bolbro.

Barfoed Group startede i 2021 ligeledes opførelsen af August Have på 46 studieboliger i Odense C til indflytning 1. september 2022.

Travlhed og blik for prisstigninger

Ifølge Frederik Barfoed ser selskabet ind i et travlt 2022 trods uroligheder i verden, hvorfor han tror på endnu et "ganske fornuftigt" år.

– Vi er naturligvis opmærksomme på prisstigninger i byggeriet, og projekterne vurderes grundigt inden de igangsættes, og skulle prisstigninger fortsætte de kommende år, så kan det overvejes at udskyde dem til et senere tidspunkt, hvor det giver bedre mening at gennemføre dem, udtaler Frederik Barfoed i pressemeddelelsen.

Aktivitetsniveauet er således fortsat højt i 2022, hvor der udover færdiggørelsen af de tre store byggerier sker gennemgribende renoveringer af flere strøgejendomme i Odense samt ombygninger..

Barfoed Group opfører ligeledes 56 nye rækkehuse i bydelen Munkebjerg Park til en projektsum på 175 mio til opstart omkring 1. juni 2022.

BARFOED GROUP P/S
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 441,720 429,034 410,902
Primært resultat 320,001 309,611 306,638
Årets resultat 938,295 363,138 374,125
Egenkapital 3197,046 2095,163 1691,194
Antal ansatte 100 93 89
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: Barfoed Group
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.815