23948sdkhjf

Projekteringen indledes i 2023 - Regeringen indgår aftale med Færøerne om første fængsel

Det er et problem, at man skal afsone langt væk, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i Torshavn.

Det skal være muligt at afsone også længere fængselsstraffe på Færøerne, som i dag kun har et arresthus. Og derfor er der behov for et fængsel.

Tirsdag har statsminister Mette Frederiksen (S) under et besøg i Torshavn indgået en aftale med landsstyret om, at der skal afsættes midler til at bygge et fængsel i løbet af de kommende otte år.

Statsministeren har underskrevet en hensigtserklæring med Færøernes lagmand, Bárður á Steig Nielsen.

- Det har været et politisk ønske i en tid. Vi har drøftet det et par gange. Så det er med glæde, at vi har underskrevet den erklæring, siger Bárður á Steig Nielsen på et pressemøde.

Fængslet skal erstatte et arresthus i Mjørkadalur.

- Det er et helt legitimt ønske at sikre nogle bedre rammer og vilkår. Og så er det selvfølgelig også et problem, at man for de flestes vedkommende skal afsone meget langt væk, siger Mette Frederiksen (S) i Torshavn.

Projekteringen af fængslet indledes i 2023. Fængslet skal opføres i perioden 2027 til 2030. Finansieringsplanen skal godkendes af Folketinget.

Det er planlagt som et nybyggeri, og der er i planlægningsarbejdet afsat tid til anskaffelse af en grund og byggemodning.

Det fremgår af erklæringen, at regeringen i første omgang afsætter midler til projekteringsfasen.

Det følger også af aftalen, at der skal udarbejdes planer for undervisning og beskæftigelse af indsatte. Som led i det skal der indgås aftaler med uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet på Færøerne.

Der blev i december 2021 indgået et forlig om Kriminalforsorgens økonomi frem til 2025.

Heraf fremgår, at "aftalepartierne er enige om at afsætte midler til forbedringer af for eksempel de fysiske afsoningsforhold" på Færøerne.

Der var lagt op til, at de nordatlantiske medlemmer af Folketinget - mod sædvane - skulle være med i forliget. Men de kom aldrig med i forhandlingerne, lød deres kritik efterfølgende:

- Aftalen blev indgået og offentliggjort, uden at vi har været indkaldt til reelle forhandlinger. Det er uacceptabelt, at de nordatlantiske mandater ikke har deltaget i forhandlingerne, sagde de fire medlemmer efterfølgende i en meddelelse fra den grønlandske regering, Naalakkersuisut.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188