23948sdkhjf

De første mursten fjernet fra gammelt torvecenter – 20 etagers højhus på vej

Torvecentret samt en række andre bygninger ved Christian 8.s Vej og Fredensgade midt i Silkeborg bliver nu gjort klar til nedrivning, og realiseringen af det nye udviklingsprojekt Fredensgård med et 70 meters højhus som markant bidrag på den gamle torvecentergrund rykker dermed et stort skridt nærmere.

Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard står sammen med pensionskassen PKA bag planerne for udviklingen af grunden. Tidligere på måneden markerede de, at de første mursten blev fjernet, med kaffe og kage på byggepladsen.

– Det er ingen hemmelighed, at vi har set frem til at komme i gang med nedrivningen, så vi kan gøre plads til attraktive og moderne bygninger med forskellige former for erhverv, udadvendte funktioner og ikke mindst lejligheder, der henvender sig til dem, som vil bo tæt på butikker, dagligvareforretninger og byens kultur- og fritidstilbud, siger projektudvikler Lars Thesmer Sørensen fra A. Enggaard, i en pressemeddelelse fra Fredegården Silkeborg.

20 etagers tårn

På torvecentergrunden skal der over de kommende år opføres cirka 300 lejligheder, fælleslokaler samt lokaler til erhvervsformål på arealet. A. Enggaard opfører lejlighederne i samarbejde med pensionskassen PKA.

Lejlighederne spænder fra toværelses lejligheder på omkring 65 kvm til fireværelses lejligheder på omkring 120 kvm. Derudover kan nogle få lejligheder blive endnu større. Alle lejligheder over stueplan får mindst én altan, og alle beboerne kan gøre brug af et grønt gårdrum, der bliver offentlig tilgængeligt, og der bliver etableret en bylivsforening, som skal bidrage til at skabe gode rammer for fællesskab og aktiviteter i Fredensgård.

Udover bygninger langs Fredensgade og Kirketovet bliver der opført et 20 etagers højhus på 70 meter, hvilket allerede er godkendt i den eksisterende lokalplan, samt en parkeringskælder, så der stadig vil være et stort antal p-pladser i området.

I de kommende måneder skal der udarbejdes en ny miljøkonsekvensvurdering for anlægsarbejdet – herunder selve nedrivningen af Torvecentret, Christian 8.s Vej 31 og 33, Fredensgade 11 og 13 samt parkeringskælder. 

A. Enggaard håber at komme i gang med selve nedrivningen senest i midten af 2023, hvorefter opførelsen af de nye bygninger kan begynde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11