23948sdkhjf

Millioner til nytænkende bygge- og anlægsvirksomheder

En pose fyldt med 18,5 mio. kr. skal være med til at skabe endnu mere innovation og udvikling i samarbejde med virksomheder i den danske bygge- og anlægsbranche.

De mange millioner er bevilget til We Build Denmark, den nationale erhvervsklynge inden for byggeri og anlæg, som del af i alt 175 mio. kr., Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at investere i deres nationale klyngeprogram Innovationskraft: Danske klynger for viden og erhverv 2021-2024 over de kommende to år. Det skriver We Build Denmark i en pressemeddelelse.

Byggeri er et af de områder i dansk erhvervsliv, som stadig indeholder et stort potentiale, hvis Danmark skal i mål med at reducere CO2-udledningen med 70% i 2030. Derfor er det glædeligt, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har prioriteret flere midler til at sætte turbo på en allerede positiv udvikling.

Formand for We Build Denmarks bestyrelse og direktør i NCC, Martin Manthorpe betegner midlerne som en håndsrækning til særligt de små og mellemstore virksomheder i en efterhånden presset branche:

– Med nye klimakrav lige om hjørnet og en enormt svær markedssituation præget af materialeknaphed, prisstigninger og en byggesektor i afkøling er det en kærkommen kapitalindsprøjtning, som skal gå til at skabe innovation og udvikling i samarbejde med virksomhederne, siger han i pressemeddelelsen.

Skal prioritere udvikling - ikke afvikling

Mange af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen begynder at mærke en opbremsning i ordretilgangen – hvilket en nylig undersøgelse fra SMVDanmark bekræfter – og det får naturligt flere til at skære ind til benet, hvilket kan sætte en dæmper for udviklingslysten.

Men det er essentielt, at virksomhederne ikke sætter alt udvikling på pause, for det skal være med til at sikre den langsigtede vækst, påpeger Martin Manthorpe:

– Det kan være svært for særligt mindre virksomheder at prioritere udvikling, når flere konkollegaer er i afvikling, men midlerne her er en hjælpende hånd, der gør det nemmere at prioritere den fortsatte udvikling, så der også kommer ordrer i bogen, når kravene og kompleksiteten skærpes de kommende år.

Midlerne skal blandt andet gå til at udvikle innovationssamarbejder og bredere kollektive innovationsaktiviteter med virksomheder og andre relevante aktører i branchen. For virksomhederne kan midlerne være med til at finansiere deres udviklingsaktiviteter, så de får et grønt boost og derved kan bidrage til at løfte den grønne dagsorden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11