Chefingeniør eller bygningskonstruktør med ledelsesambitioner
Har du lyst til en hverdag, hvor du både har fingrene nede i ingeniørmæssige, tekniske beregninger, men også har det forkromede overblik og kundebrillerne på? Og er du en entreprenant type, der sammen med ledelsen vil være med til at drive og videreudvikle vores danske virksomhed – og på sigt måske blive partner?
Du får på alle måder mulighed for at komme ind og påvirke vores strategi, processer, produkter og metoder – og være bindeleddet til det europæiske ingeniørteam samtidig med, at du på sigt er skarp på driften her i Danmark. En på alle måder alsidig hverdag.
- Carsten Aagerup, adm. dir.
Tag en ledende plads i en virksomhed med ambitioner
GroundPlug Easy Mounting System i Hillerød er en veletableret virksomhed, som udvikler og leverer stålfunderingsløsninger. Vores løsninger er udviklet af ingeniører til byggeprojekter og tilbyder en revolutionerende grave- og støbefri funderingsproces, designet til at skabe et solidt og bæredygtigt fundament, hurtigt og nemt.
Vores kontor er i Hillerød, hvor vi er en del af et større kontorfællesskab, der desuden samarbejder med et eksternt ingeniørteam. Du kan se frem til at blive en del af et varmt og venligt hold med en afslappet atmosfære, og du bliver desuden en del af ledelsesgruppen.
Du udvikler, udregner og trækker i de rette partnere
Vores virksomhed har helt overordnet to ben: De industrielle infrastrukturprojekter med kunder som Vejdirektoratet og Banedanmark, hvor vi bl.a. laver støjskærme, autoværn og stålbroer – og de private byggeprojekter, som kan være alt fra tiny homes og modulbyggeri til større boligudviklingsprojekter.
Som vores chefingeniør kommer du til at spille en stor rolle på begge områder, når du:
- er ansvarlig for det europæiske team, så du kontinuerligt sørger for at sikre, at kundens behov bliver opfyldt, og at teamet har den relevante information
- bidrager til udviklingen af vores produkter – både overordnet, men også når en kunde har et behov, der stikker lidt ud fra det, vi normalt laver
- gennemgår udbudsmateriale og er med til at udregne pris og løsninger på store og små projekter
- har et tæt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere på vores projekter.
På sigt er det håbet, at du kan overtage en stor del af driften i Danmark, så den øvrige ledelse kan fokusere mere på strategi og på at åbne nye markeder – og det indbyder også til, at du bliver medejer.
- Carsten
Et godt forretningsoverblik og erfaring med bærende konstruktioner
Med din evne til at samarbejde med mange forskellige professionelle niveauer, kulturer og personligheder trives du i en hverdag, hvor du har mange tråde ude i verden og selv sætter retningen. Du har desuden god forretningsforståelse og kundeindsigt, så du kan agere kommercielt i virksomheden.
Derudover forestiller vi os, at du:
- enten er uddannet civil- eller diplomingeniør inden for bærende konstruktioner eller måske bygningskonstruktør med speciale i stål
- har din tekniske værktøjskasse i orden, men formår at træde et skridt tilbage og se på både kundebehov og virksomhedens interesser
- har solid erfaring og faglig ballast – måske du har været konsulent eller selvstændig og forstår derfor både de tekniske og forretningsmæssige aspekter af feltet
- har kendskab til Scia, AllPlan og/eller Tekla Structures, som er nogle af de relevante programmer, de bruger i det europæiske team – eller at du er ferm til at sætte dig ind i nye programmer
- har et solidt, fagligt engelsk (og dansk), så du kan kommunikere med vores kolleger og samarbejdspartnere i udlandet.