Arbejdsmiljøkoordinator til vejarbejder på Sjælland
Vil du være med til at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø ved Vejdirektoratets vejarbejder? Så er du måske vores nye kollega.
”Vi arbejder med et strategisk fokus på arbejdsmiljø med en vision kaldet ’Arbejdspladser uden ulykker’. Det bidrager konkret til at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne. Som arbejdsmiljøkoordinator får du stor indflydelse på sikkerheds- og sundhedsområdet ved gennemførelsen af vores projekter og opgaver på vejene,” fortæller din kommende kollega, OHS-manager, Lisbeth Maria Hansen.
Vejdirektoratet udvikler Danmarks vejinfrastruktur med omtanke og fokus på bæredygtighed. Det kræver dygtige medarbejdere, der kan balancere mobilitet, økonomi, miljø, trafiksikkerhed og arbejdsmiljø. Her spiller vi i området Entreprisestyring og Myndighed en vigtig rolle.
Dine primære opgaver vil være:
- at varetage rollen som arbejdsmiljøkoordinator (AMK-B) i en række af Vejdirektoratets anlægs- og vedligeholdelsesprojekter, som omfatter både asfaltudlægning, bygværksvedligeholdelse, vejdrift og vejanlæg.
- at sikre, at projekterne lever op til vores vision om ”Arbejdspladser uden ulykker”.
- at indgå i samarbejde med arbejdsmiljøteamet og derved arbejde med den fortsatte udvikling af arbejdsmiljøindsatsen på Vejdirektoratets projekter.
Du vil også have mulighed for at indgå med arbejdsmiljømæssige emner i planlægningen og prioriteringen af opgaverne i rollen som AMK-P.
Din profil - erfaring med arbejdsmiljøkoordinering og stærke kommunikationsevner
”I dit daglige arbejde vil du være i tæt dialog med entreprenørerne på en række konkrete vejopgaver samt en række dygtige kollegaer med mange forskellige fagligheder. Derfor er det vigtigt, at du kan kommunikere i øjenhøjde og formidle konstruktive budskaber,” afslutter OHS-manager Lisbeth Maria Hansen.
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Men vi forventer, at du har teknisk indsigt og forståelse, og at du har den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer.
Derudover ser vi gerne, at du har:
- erfaring med arbejdsmiljø under udførelsen af bygge- og anlægsopgaver.
- erfaring med arbejdsmiljøkoordinering inden for bygge- og anlægsopgaver, hvor du har arbejdet med at sikre bygherrens pligter i forhold til tilsyn med koordinering af sikkerhed og sundhed.
- erfaring med arbejdsmiljøkoordinering under projekteringsfasen samt udarbejdelse af risikovurderinger, Arbejdsmiljø Journal og Plan for Sikkerhed og Sundhed.
- stærke kommunikative evner og kan lære fra dig. Da der kan være udenlandske medarbejdere på projekterne, vil det være en fordel, hvis du taler og skriver engelsk, tysk eller et andet sprog ud over dansk.
Hvis du har erfaring fra andre brancher end bygge- og anlæg, sørger vi for at introducere og give dig støtte til de vejfaglige områder.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har indsigt og forståelse for udbudsprocesser og kontrakter, herunder kendskab til AB18, ABT18 og ABR18. Derudover vil det være en fordel med erfaring og indsigt i trafikafvikling samt miljøforhold.
Velkommen til Entreprisestyring og Myndighed
I området Entreprisestyring og Myndighed er vi godt 120 medarbejdere fordelt på kontorer over hele landet. Vi udfører entreprisestyring på alle Vejdirektoratets drifts-, vedligeholdelses- og anlægsprojekter på statens vejnet og har desuden det faglige ansvar for bygherrens forpligtelser vedrørende arbejdsmiljø og sikkerhed på byggepladserne.
Du bliver en del af et mindre team på 7 medarbejdere med reference til afdelingslederen for afdelingen Myndighed Øst og Arbejdsmiljø, Jørgen Sand Kirk.
Du bliver en del af en organisation, hvor fleksibilitet, kompetenceudvikling og arbejdsmiljø står højt på dagsordenen. Vi trives i en uformel atmosfære, hvor vi godt kan have det sjovt, mens vi udfører professionelt arbejde.
Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af tillæg alt efter dine kvalifikationer.
Den forventede startdato er 1. februar 2025.
Jobbet vil indeholde en del rejseaktivitet, primært på Sjælland, hvor de fleste af dine projekter vil være lokaliseret. Du skal forvente kørsel i hele Danmark, da der også kan forekomme opgaver på Fyn og i Jylland.
Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.
Du vil blive ansat i Vejdirektoratet med adressen Vejdirektoratet Fløng, Guldalderen 12, 2640 Hedehusene.
Ansættelsen er betinget af, at du har et gyldigt kørekort (kategori B).
Læs mere
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jørgen Sand Kirk på 2040 4028 eller kir@vd.dk.
I Vejdirektoratet skaber vi sammenhæng for de mange trafikanter, der hver dag benytter de danske statsveje. Det gør vi ved at udvikle, planlægge og anlægge infrastrukturen, så du kan møde på arbejde til tiden, få friske varer hver dag og rejse på tværs af landet, når du har brug for det.
Vi udvikler Danmarks infrastruktur og binder landet sammen. Det kræver løsninger, der balancerer mobilitet, miljø og trafiksikkerhed. Vores mange fagligheder bidrager til et bæredygtigt samfund og et klima i balance. Ambitionen og kvaliteten er på plads, uanset om vi arbejder med mobilitet, buede broer, biodiversitet, klimavenlig asfalt eller på nogle af Danmarks største anlægsprojekter.
I Vejdirektoratet kommer du sikkert på vej. Så hvor vil du gerne hen?