Vejmyndighed, tilsyn, gravetilladelser og andre vejmyndighedsopgaver
Har du lyst til et alsidigt job, hvor du både er i marken og på kontoret, og hvor du både har mulighed for deltid og fuld tid?
Det vil være fint, hvis du har en baggrund eller uddannelse inden for færdsel eller vejområdet, eller alternativt har erfaring med myndighedsbehandling.
Vigtigst er det, at du har lyst til at arbejde med myndighedsopgaver på vejområdet.
Hvis du kan nikke ja til ovenstående, så har vi jobbet til dig
Dine vigtigste opgaver
Varetage dialog og aftaler med entreprenører og bygherrer, samt føre tilsyn med vores veje, så de er godt reetableret efter vejarbejde.
Afholde opstartsmøder i forbindelse med store gravearbejder, besigtigelse og godkendelse af gravearbejder og skilteplaner, kontakt til bygherren/entreprenøren ved akutte meldinger, samt koordinerende rolle i forbindelse med samgravning.
Have ansvar for planlægning af gravtilladelser i forbindelse med udrulning af vores fjernvarmenet. Følge op på byggesager på offentlig vej, overkørselstilladelser og råden over vej.
Udføre rutinemæssige tilsyn med belægninger, afmærkning og skilte samt behandling af forsikringssager i forbindelse med skader ved gravearbejder.
Du vil også kunne komme til at beskæftige dig med andre myndighedsopgaver, såsom trafiksikkerhed, parkering og meget mere.
Dine kompetencer
- Det vil være godt, hvis du har en baggrund eller uddannelse inden for vej- eller færdselsområdet. Dvs. at du er fra politiet, entreprenørbranchen, en anden kommune, staten og/eller har en uddannelse som ingeniør, tekniker eller anden relevant baggrund.
- Erfaring med myndighedsbehandling og tilsyn.
- God og myndig profil i forhold til at være i dialog med graveaktører, der arbejder på kommunens vejareal.
- Gode samarbejdsevner og trives med en afvekslende arbejdsdag med skiftende samarbejdspartnere og lyst til en konstruktiv dialog.
- Tager initiativ og tør eksekvere.
- Trives med frie rammer under ansvar.
- Kørekort B
- GIS-kompetence.
Det får du hos os
Vi arbejder med udgangspunkt i Rådhuset på Hold-An Vej i Ballerup. Rådhuset ligger tæt på S-togstation, cykelstier og gratis parkering. Vi har en suveræn kantine, personaleforening og gode velfærdsfaciliteter. Der er mulighed for hjemmearbejde og fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden i respekt for, at opgaverne skal løses i fællesskab. Vi har betalt frokostpause, omsorgsdage til børn mv. Vi stiller bil eller cykel til rådighed, når du udfører arbejde på vejene.
Vi lægger vægt på kompetenceudvikling både i det daglige samarbejde med gode kolleger og gennem videreuddannelse.
Hvem er vi
Trafik og Anlæg har ansvar for myndighedsopgaverne på vejområdet samt alle anlægsopgaver. Med dig bliver vi i alt 17 medarbejdere i afdelingen. Det betyder, at vi er en god og solid faglig enhed. Vi har et godt kollegialt og fagligt miljø, hvor hjælpsomhed og faglig sparring vægtes højt.
Vi er en del af Center for By og Miljø, hvor vi arbejder tæt sammen med centerets øvrige afdelinger for at sikre de rette løsninger. Vi har høje ambitioner på klima- og miljø, så derfor er det vigtigt, at vores projekter og øvrige arbejder bidrager til at skabe en renere og sundere by at leve i til gavn for kommunens indbyggere.
Vi tror på samarbejde og udvikling som nogle af de ingredienser, der skal skabe værdi for Ballerup Kommune. Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor vi fokuserer på at fremme dialogen og forståelsen for hinandens fagligheder som en forudsætning for et tættere samarbejde.
Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte trafik- og anlægschef Mads Lindberg Christiansen på telefon 2347 6754 eller teamkoordinator Wael El-Mahmoud på telefon 4175 0129.
Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på job.ballerup.dk