Direktør til en udførende entreprenør
Obyg er i en solid udvikling og er nu klar til næste skridt, som kræver en tydelig retning og stærk ledelse i hverdagen. Derfor søger vi en direktør, der kan samle forretningen og sikre den videre udvikling med fokus på lønsomhed og succesfulde projekter.
Obyg er en fag-, hoved- og totalentreprenør, specialiseret i såvel service- som entrepriseopgaver med en stor egenproduktion på ca. 86 håndværkere. Det stiller krav til eksekveringen af strategi, processer og strukturer – og det er hér, du kommer ind i billedet.
Du indtræder i en kommerciel nøglerolle, hvor du får ansvaret for at sikre den overordnede drift og lønsomhed i forretningen. Det betyder i praksis, at du får det fulde mandat til at tilrettelægge ledelsesstrukturer, der sikrer veludførte projekter til aftalt økonomi, tid og kvalitet.
Det her er ikke en direktørrolle på afstand, men en rolle for dig, der vil stå midt i forretningen og have ansvaret for, at den fungerer. Vi tilbyder her en unik stilling, hvor der på baggrund af dine resultater vil byde sig spændende udviklings- og involveringsmuligheder.
STILLINGEN
Som direktør i Obyg har du det øverste ansvar for dens samlede drift, kommercielle udvikling og økonomi. Du arbejder tæt på forretningen, både i forhold til produktion, projekter samt marked. Det er en stilling med høj grad af handlefrihed og tydelige ansvarsområder, der omfatter alt fra den kommercielle indsats på salg til sikring af lønsomhed i egenproduktionen. Vigtigst af alt kræver det, at du kan sætte systemer på produktionen og skabe en ledelsessystematik, der gør det muligt at mærke tidligt, når et projekt er på vej i den forkerte retning.
Organisatorisk sætter du retning for en mindre, dedikeret ledergruppe bestående af en sektionschef samt afdelingsledere og har samtidig det overordnede ansvar for såvel funktionærer som timelønnede. Overordnet referer du til koncerndirektionen med daglig reference til COO i koncerndirektionen, Allan Arno.
Dine vigtigste succeskriterier
- Overholdelse og forbedring af budget og indtjening
- Øget omsætning og stærk ordrebeholdning
- Lønsomme projekter med god styring af tid, økonomi og kvalitet
- Tilfredse kunder og stærke relationer
- Høj medarbejdertilfredshed og fastholdelse
OM DIG
Du har fødderne solidt plantet i byggebranchen og har stået med ansvaret for både drift og resultater i en tilsvarende organisation. Du har indgående erfaring med egenproduktion og ved, hvad det kræver. Vi forestiller os, at du er fra Fyn eller trekantområdet og har et velfunderet netværk i regionen. Vi ser gerne, at du har:
Faglig baggrund
- Håndværksmæssig baggrund som tømrer.
- Indgående erfaring med egenproduktion og ledelse af timelønnede.
- Solid erfaring med fag-, hoved- og totalentrepriser.
- Dokumenterede resultater, både driftsmæssigt og kommercielt.
- Stærke kompetencer inden for kalkulation, projektstyring og opfølgning.
Personlige egenskaber
- Tydelig og involverende leder: Du kan sætte dig i respekt og skabe følgeskab.
- Handlekraftig og struktureret: Du reagerer rettidigt, når organisationen er under pres.
- Naturlig autoritet og evnen til at mærke, når noget kræver din opmærksomhed.
- Proaktiv og opsøgende: Både i markedet og internt i organisationen.
- Stærk relationelt: Du bygger tillid, både opad og nedad i organisationen samt eksternt.
VI TILBYDER
Vi tilbyder en sjælden mulighed for at stå i spidsen for en virksomhed med et stærkt fundament, en betydelig egenproduktion og et attraktivt udviklingspotentiale. For den rette kandidat er det en gensidig ambition, at rollen på sigt kan udvikle sig til et medejerskab i Obyg. Løn- og ansættelsesvilkår aftales individuelt og afspejler stillingens ansvar samt dine kvalifikationer og erfaring.
Obyg er specialiseret i entrepriser og bygningsservice med en dedikeret stab af egenproduktion i tømrer og murer. Vi udfører en bred palet af opgaver i fag-, hoved- og totalentrepriser, både for offentlige og private bygherrer. Vores kernekompetencer bygger på stolte håndværkstraditioner kombineret med værdier som ordholdenhed, ordentlighed og rettidighed. Vi består af ca. 73 dedikerede tømrer- og murersvende,13 lærlinge samt 10 funktionærer, som arbejder målrettet inden for vores område.
Obyg er en del af Skjøde koncernen, og en del af vores omsætning kommer derfor fra interne projekter via moderselskabet Skjøde. Det giver en vis stabilitet i ordreindgangen og samtidig et godt fundament for at udvikle den eksterne kommercielle forretning oveni. Hovedkontor: Blækhatten 27, 5220 Odense SØ.
Der vil blive afholdt samtaler løbende. Ansøgningsfristen er hurtigst mulig. Tiltrædelse er efter aftale.