Niels Lamberts Vej - opførelse af 30 stk. nøglefærdige familieboliger
Esbjerg, Syddanmark
6700 Esbjerg
I forbindelse med Grafisk Trykcenters ønske om at fraflytte ejendommen Niels Lamberts Vej 6, Esbjerg, der ejes af H. Skjøde Knudsen A/S, har Esbjerg Kommune under inddragelse af H. Skjøde Knudsen A/S lagt en strategi for omdannelse af ejendommen fra erhvervsanvendelse til en anvendelse for lokalcenter og boligformål. Omdannelsen af Niels Lamberts Vej 6 til anvendelse for lokalcenter og almene familieboliger følger dels Esbjerg kommunes bosætningsstrategi, der blev vedtaget i 2015, med et ønske om alsidig befolkningssammensætning og byliv ved fortætning, og dels et påtrængende ønske fra den almen sektor om nedbringelse af de lange ventelister. Esbjerg kommune og boligforeningen Fremad har i den forbindelse vurderet, at der ikke er andre praktisable alternativer i området end Niels Lamberts Vej 6, der i samme grad kan opfylde visionerne ved et sammentænkt nybyggeri med service (lokalcenter) og familieboliger. Esbjerg kommune har således også givet tilsagn om at tildele Boligforeningen Fremad en kvote til opførelse af almene familieboliger på ejendommen. Der er nu i 2018 skabt de planmæssige rammer for en realisering af byggeriet.
Kontrakten omfatter opførelse af 30 nøglefærdige offentligt støttede familieboliger med tilhørende fælles havearealer og parkering. Familieboligbyggeriet opføres på en eksisterende ejendom under omdannelse, beliggende Niels Lamberts Vej 6, Esbjerg. Projektet udgør et samlet etageareal på ca. 3.232,5 kvm, som fordeler sig på 3 etager.
H. Skjøde Knudsen A/S skal i forbindelse med bygge- og anlægsarbejderne, der er forbundet med opførelsen af det nøglefærdige byggeri, agere som Boligforeningen Fremads udbudsfuldmægtig og derved sikre, at bygge- og anlægsarbejderne udbydes i overensstemmelse med udbudslovens regler.