23948sdkhjf

Storme puster fortsat liv i byggeriets forventninger

Positive forventninger til beskæftigelsen trækker byggeriets forventninger op på det højeste niveau siden 2008. I ordrebøgerne er virksomhederne sikret arbejde i 4,5 måneder.
Den sammensatte konjunkturindikator for byggeri og anlæg steg i januar for anden måned i streg og lander på det højeste niveau siden 2008. Således steg byggeriets sæsonkorrigerede konjunkturindikator fra minus 7 i december til minus 5 i januar. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.

Indikatoren er sammensat af to komponenter, beskæftigelsesforventninger og ordrebeholdning, som begge har udviklet sig positivt siden november. I januar er det især beskæftigelsesforventningerne, der trækker op.

Forventningerne til beskæftigelsen landede i januar på 4, og det er første gang i tre år, at forventningerne er positive. I november og december 2013 var beskæftigelsesforventningerne henholdsvis minus 8 og 0. Vægtet efter antallet af ansatte vurderer et flertal af virksomhederne, at ordrebeholdningen i januar er mindre end normalt med et nettotal på minus 13. Det er svagt højere end minus 14 i december 2013.

Tykkere ordrebøger
Samlet set angiver bygge- og anlægsbranchen, at der primo januar er 4,5 måneders arbejde sikret i ordrebøgerne. I december var det 4,4 måneder, og i januar 2013 var tallet 3,6 måneder. Både bygge- og anlægsentreprenørerne ligger over gennemsnittet med mere end 7 måneders arbejde i ordrebøgerne i januar 2014.

Ifølge Dansk Byggeri er dagens konjunkturtal for januar godt nyt for dansk økonomi, da også industriens konjunkturindikator er stigende. Alligevel understreger Dansk Byggeri i en pressemeddelelse, at det især er engangseffekterne fra udbedring af skader efter efteråres storme, der puster til optimismen - og at den underliggende konjunkturtilstand derfor stadig er uændret.

- Udbedringen af stormskader efter Bodil og Allan har løftet optimismen og beskæftigelsesforventningerne. Og aktivitetsmæssigt er det positivt, at udbedringerne finder sted henover vinteren, der ellers normalt er præget af lavsæson. Dog bør man huske på, at udbedringen af stormskader trods alt er engangseffekter, som ikke ændrer på den underliggende ret afventende grundtilstand i byggeriets formkurve, der blandt andet holdes nede af et historisk lavt nybyggeri, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg.

Marginal forbedring af kreditklemme i byggeriet
Danmarks Statistik spørger også til hvilke såkaldte produktionsbegrænsninger virksomhederne oplever.

- 2014 åbner med en marginal forbedring i bygge- og anlægsbranchens vurdering af kreditklemmen, idet virksomheder svarende til 6 procent af beskæftigelsen oplever adgang til kredit som den væsentligste produktionsbegrænsning. De seneste måneder har det tal svinget omkring syv-otte procent. Denne forbedring skal dog blive fastholdt i flere måneder før, man kan tale om en stabil tendens, siger Bo Sandberg.

Kilde: Danmarks Statistik

Kilde: Danmarks Statistik


Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079