23948sdkhjf

Østjyske VVSere advarer imod delautorisation

Delautorisation vil åbne for useriøse aktører, der går ind på markedet for at tjene hurtige penge og herefter lukker deres firma, lyder det fra bekymrede branchefolk.
Forurenet drikkevand, alvorlig sygdom og uforudsete udgifter for boligejere. Det er nogle af de scenarier, den østjyske VVS-branche frygter, hvis Folketinget tillader andre faggrupper at lave VVS-arbejde, som i dag kræver autorisation, med en delautorisation.

- Lovforslaget vil fjerne de sidste stopklodser for et VVS-fag, der allerede er i skred, og hvor der dagligt bliver længere afstand mellem lovens bogstav, og det arbejde der udføres. Og taberne, det bliver forbrugerne, siger oldermand Lars Kjølby fra Aarhus VVS- og Blikkenslagerlaug, som understreger, at vand er en fødevare og forslaget derfor et anslag mod bestræbelserne på at hæve folkesundheden med bedre fødevarer og sikring af forbrugerne via mærkning og kontrol.

Forventer flere ulovlige installationer
Lovforslaget om delautorisationer vil også fjerne det kommunale tilsyn med vandinstallationer i forbindelse med byggesager, lyder et andet kritikpunkt:

- Det kommunale tilsyn med vandinstallationer i forbindelse med byggesager er nærmest ikke eksisterende, og hvis loven om delautorisationer vedtages, vil risiko for ulovlige vandinstallationer stige, siger Lars Schrøder, direktør for Aarhus Vand.

I 2007 blev omkring 250 indbyggere i Køge syge, da drikkevandet blev forurenet. Her viste det sig, at drikkevandet var blevet blandet med spildevand. Den risiko opstår, hvis tilbagestrømssikringen ikke er lavet korrekt. Direktøren for Aarhus Vand påpeger i den forbindelse, at en VVSer er kundens garanti for, at selve installationen som armaturet og vandfiltret er godkendt.

Flere oprydningsopgaver
VVS-branchen oplever i dag mange fejl på de områder, hvor forbrugeren eller andre uden autorisation selv må lave tingene.

- Vores fag er meget komplekst, og jeg forudser, at der kommer mange flere oprydningsopgaver, hvis man lemper på autorisationskravet, siger VVS’er Ken Skovby, indehaver af Ken Skovby VVS, som har 17 ansatte.

- Vores egne folk skal hele tiden følge med for at være sikre på, at de laver det rigtige. Derfor virker det paradoksalt, at man vil lempe reglerne, så andre uden samme uddannelse og kompetence må udføre det samme arbejde som os, siger Ken Skovby.

Advokater bakker op
Han sammenligner situationen med solcellemarkedet, hvor den store efterspørgsel på solcelleanlæg fik mange nye aktører på banen. Aktører, der med en lovændring ikke længere vil blive ført tilsyn med.

- Jeg frygter, at en delautorisation vil åbne op for en masse useriøse aktører, der kun vil tjene hurtige penge, hvorpå de lukker firmaet. Så står boligejeren tilbage med problemet, da det er hans ansvar, at installationerne er udført korrekt, og det vil give problemer, den dag huset skal sælges, siger Ken Skovby.

Bekymringen deler han med Danske Boligadvokater.

- Vi vurderer, at det vil mindske respekten for autorisationsordningen, hvis man indfører en form for miniautorisation. Det vil få flere til at ’gøre-det-selv’, selv om det ikke er lovligt. Vi frygter, at håndværkere som private får bevæget sin ind på områder, hvor de ikke er kompetente, siger advokat Niels Erlandsen fra Danske Boligadvokater.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187