23948sdkhjf

Ny app vil udvikle byggeriets økosystem

Kommunikationen skal være lettere, den administrative byrde mindre og så skal informationerne falde på det rette tidspunkt.
Sådan lyder programerklæringen kort opsummeret fra Ulrik Branner, der er partner og kommerciel direktør i GenieBelt, som er den app, der skal revolutionere byggebranchen efter ovenstående principper.

Q&A med Ulrik Branner, CCO i GenieBelt


Hvor stort er potentialet i en app som GenieBelt?
- Hvis vi kan være med til at skabe noget, som gør hverdagen lettere for hundredetusindvis af mennesker, vil vi være en del af en kulturændring. Tænk på, hvad der ville ske, hvis byggebranchen bare forbedrede sig med to procent. Det ville også få massiv indvirkning på samfundet.

Medarbejderne bag GenieBelt får løn, mens hverken du eller de øvrige partnere for alvor hiver penge ud. Hvor lang tålmodighed har I med den model?
- Der venter stadig nogle års hårdt arbejde foran os. Det her er ikke en rejse, vi har håb eller drømme om at kunne klare på to eller tre år. Vi kender branchen og ved godt, at det kræver tid at ændre på gamle vaner.

Har I planer om at udvide konceptet til andre brancher med tiden?
- Vi har allerede fået en del henvendelser over den sidste måneds tid, men som det ser ud lige nu, er vi meget fokuserede på byggebranchen. Man kunne godt forestille sig, vi gik ind i andre brancher, men det hører fremtiden til og ville formentlig blive i et andet regi end GenieBelt.

Det er langt fra alle lande, der har så god en netværksdækning som Danmark, og alene i Tyskland er der store områder uden internetadgang. Vil det ikke være en barriere for en app som GenieBelt?
- Vores app virker heldigvis også offline. Du mister selvfølgelig realtids-aspektet, men du kan sagtens rapportere og på anden vis arbejde alligevel.

Hvilke kulturelle forskelligheder er I ellers stødt på i de forskellige lande, hvor appen allerede nu bruges?
- Alle lande synes, de har nogle helt specielle problemer. Men vores konklusion er egentlig, at det grundlæggende er det samme, det handler om: Klar kommunikation, der kan skære igennem og give den rette information.
- GenieBelt er 100 procent udviklet til og for byggebranchen. Halvdelen af teamet bag appen er it-folk, mens den anden halvdel selv kommer fra byggebranchen, så vi ved godt, hvad det handler om, siger Ulrik Branner om appen, som fra starten af november blev gratis for alle at bruge.

1.200 nye brugere på en måned
Det vil den vedblive med at være, forsikrer den kommercielle direktør, som til gengæld skal tjene sine penge på et Premium-produkt, der bliver tilføjet appen i løbet af 2015.

- Men uanset hvad vil alle, der bruger appen nu, kunne bruge den gratis i al fremtid. Vi vil ud med den her app globalt, og derfor sætter vi blus på i forhold til at blive så udbredte som muligt. Det er strategien bag vores løfte om ”free forever”. Men samtidig ved vi, at der sidder en 5-10 procent af brugerne, som har nogle specifikke krav til platformen, der gør, at de skal købe Premium-udgaven, uddyber Ulrik Branner, som har set over 1.200 brugere registrere sig med GenieBelt siden den gratis frigivelse for en god måneds tid siden.

Læs bloggen: "Du skal udvikle dig eller uddø"

95 procent af brugerne kommer fra Danmark, England og USA, men Ulrik Branner lægger ikke skjul på, at de 16 mand i teamet bag GenieBelt tænker store tanker. Det handler om at erobre verdensherredømmet, før andre app-udviklere får samme idé.

- Selv om det kan lyde ligetil at stjæle et koncept, så er det altså vanvittigt svært at kopiere en idé. Der ligger 11½ års udvikling bag vores app, så selv om en konkurrent kommer på banen nu, vil vi have et forspring på mange punkter, mener Ulrik Branner.

Blåstemplet af iværksætter-kapacitet
Han henter en del af selvtilliden ved det faktum, at GenieBelt for få dage siden lukkede en ny finansieringsrunde, som sørger for, at der ”er ro på bagklappen” det næste stykke tid rent økonomisk. Ifølge Ulrik Branner er beløbet et pænt hak højere end de $0,5 mio., GenieBelt rejste gennem såkaldte business angels sidste år.

Med til historien hører, at partnerne bag projektet ikke udbetaler løn til dem selv af nævneværdig karakter, mens en kapacitet som Klaus Nyengaard selv har skudt penge i GenieBelt. Klaus Nyengaard var manden, der førte madportalen Just Eat fra 40 til 1.000 mand og en status som global aktør på markedet.

- Det er guld værd at have en mand som ham med ombord. Han er både etableret og har investeret penge selv, og det er altså et blåstempel, der vil noget. Han kender branchen og de folk, det er godt at kende, siger Ulrik Branner, som anbefaler andre iværksættere at følge samme taktik.

- Kom ud og mød nogle business angels og deltag i investor-netværk. Tegn sketches og åbn op for idéerne. Jeg har været med i fire startups, og jeg har aldrig oplevet andet end en stor vilje til at hjælpe, lyder rådet.

De bedste apps til dit arbejde

Building Supply har i denne uge sat fokus på, hvilke apps der kan gøre arbejdsdagen lettere. Resultatet er blevet fire lister med over 20 apps i alt, som – inddelt i kategorier – kan læses her:

Organisering og kalender
Transport og logistik
Kommunikation og sprog
Økonomi og betaling


Kender du andre smarte apps, er du meget velkommen til at dele dem på denne mail eller i kommentarfeltet herunder. Eneste krav er, at de anbefalede apps er gratis og kan bruges i relation til arbejdslivet.

Supplér gerne anbefalingen med en kort beskrivelse af, hvad app’en kan og hvorfor den er særligt god.

Industry Supply trækker lod om et par flasker god rødvin blandt de indsendte bud fra alle vores portaler, så husk at supplere dit tip med navn og adresse, hvis du ønsker at deltage i lodtrækningen.

I starten af næste uge offentliggør vi de mange gode tips, som er kommet fra jer læsere!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126