23948sdkhjf

En stolt topchef takker af

Efter 18 år på forskellige lederposter trak Cembrits direktør Jørgen Jacobsen sig tilbage pr. 31. december 2011. Han fortæller her om to årtier med op- og nedture.
Jørgen Jacobsen har været med til at tegne Cembrits udvikling fra traditionel tagpladefabrik til en progressiv og markedsorienteret leverandør af systemløsninger til tage og facader.

Cembrit er en gammel Aalborg-virksomhed og har i dag stadig hovedlager og hovedkontor i byen.

- Virksomheden har spillet en afgørende rolle i Aalborgs erhvervshistorie, og mange nordjyder har enten selv arbejdet i virksomheden eller kender en, der har. Virksomhedens placering i bybilledet har også spillet en rolle. Tidligere lå den jo i udkanten af byen, men i dag hører eternitgrunden jo nærmest med til centrum, siger Jørgen Jacobsen.

En stolt direktør
Jørgen Jacobsen lægger ikke skjul på, at han er stolt af at aflevere en virksomhed, der i de seneste to årtier har truffet de vanskelige, men nødvendige, beslutninger, og som i bogstavelig forstand har rejst sig fra støvet efter lukningen af fabrikken i Aalborg.

- Det, der har gjort mest indtryk på mig i min tid i Cembrit, er, hvordan udvikling og forandring er en allestedsnærværende præmis. Det er ganske enkelt sådan, at hvis ikke vi udvikler os og følger med, så går vi til grunde.

Efter en vanskelig periode i 90’erne præget af svigtende produktkvalitet og mange reklamationssager kan Jørgen Jacobsen konstatere, at store udfordringer er blevet overvundet:

- Det, jeg er allermest stolt af, er at se, hvordan Cembrit har genfundet sin position som en højt respekteret virksomhed, der sælger produkter af høj kvalitet. Den position er selvsagt vigtig for Cembrit som forretning, men den er også vigtig for alle de medarbejdere, der hver dag yder en stor indsats for at løfte Cembrit. Man skal ikke undervurdere vigtigheden af, at medarbejderne er stolte over og glade for det sted, de arbejder, understreger han.

Cembrit-karrieren
Jørgen Jacobsen har været ansat i Cembrit siden 1993, hvor han startede som afdelingsleder i afdelingen Internt salg.

Som årene gik voksede Jørgen Jacobsens ansvarsområder, og titlen som afdelingsleder blev erstattet med kundeservicechef og senere salgsdirektør. I 2005 tiltrådte Jørgen Jacobsen stillingen som administrerende direktør, og dermed fulgte det overordnede ansvar for Cembrits danske aktiviteter.

Fra 1. januar 2012 fratræder Jørgen Jacobsen stillingen som administrerende direktør, men fortsætter som bestyrelsesformand i Cembrit Danmark.

1993 – 2003: Strid modvind og kosolidering
I de første år efter Jørgen Jacobsens tiltrædelse bar arbejdet i Cembrit præg af reklamationssager på grund af tagplader, der var produceret i uacceptabel dårlig kvalitet. Den primære opgave for Jørgen Jacobsen og det øvrige Cembrit i 1990’erne bestod derfor i at komme så helskindet som muligt igennem en af virksomhedens allersværeste perioder.

- Det var virkelig en hård tid med strid modvind, men det lykkedes os at sikre et solidt fundament for virksomhedens videre drift.

2003 – 2005: Fabriksafvikling
I de første år i 00’erne blev det mere og mere klart for Jørgen Jacobsen og den øvrige Cembrit-ledelse, at fabrikken i Aalborg måtte afvikles for at skabe et bedre match mellem produktionskapacitet og efterspørgslen i markedet.

- Beslutningen om at lukke fabrikken i Aalborg involverede mange følelser og rigtig mange mennesker, som havde livslange relationer til fabrikken. I mange tilfælde var de ansatte børn af forældre, der også havde arbejdet på fabrikken.

Men selv om beslutningen om at afvikle fabrikken i Aalborg på mange måder var trist, så var der også lyspunkter. Eksempelvis fungerede samarbejdet mellem tillidsmænd, fagforening og virksomhedens ledelse forbilledligt. Der blev sat en række initiativer i søen for at hjælpe de afskedigede medarbejdere videre, og da virksomheden definitivt lukkede, var langt over halvdelen af medarbejderne videre i nye jobs.

- Medarbejderne var utrolig loyale, og der var ikke nogen nævneværdig nedgang i produktiviteten i tiden frem til lukningen. Alle parter levede op til deres ansvar.

I dag – næsten 10 år efter afviklingen af fabrikken – har Cembrit stadig mere end 100 af de tidligere medarbejdere på besøg mindst én gang om året til en snak om ”gamle dage”.

- Hvert år i november mødes vi til en uformel komsammen med de tidligere medarbejdere, og selv om mange stadig er ærgerlige over, at fabrikken måtte lukke, så siger de også, at de var utrolig glade for den tid, de havde på arbejdspladsen. Og det er vel i virkeligheden noget af den bedste feedback, vi som ledelse kan få.

Det nye Cembrit
Cembrit styres i dag efter en række nye pejlemærker, der er sat af ledelsen på baggrund af analyser af adfærd og præferencer hos fx arkitekter, forhandlere, tømrermestre osv. Målet er at revitalisere Cembrit i form af en progressiv og markedsorienteret handelsvirksomhed.

- Når vi ser på udviklingen i undersøgelserne af vores kunders og samarbejdspartneres tilfredshed med os, så kan vi se, at vi er på rette vej. Cembrit bliver i dag oplevet som en god og troværdig leverandør, og det smitter også af på vores udvikling i markedsandele og i forretningen.

Alt i alt er det Jørgen Jacobsens overbevisning, at han overdrager en virksomhed i rigtig god form.

Cembrits udfordringer
Cembrit opererer i en byggebranche, hvor aktivitetsniveauet i bedste fald er stagnerende. Det betyder et fortsat øget pres på priserne samt fortsat fokus på omkostningerne.

- Ligesom alle andre byggevirksomheder er vi udfordret af konjunkturerne, men vi har et produkt – fibercement - med god ”value for money”, og som imødekommer de krav til byggematerialer om fleksibilitet, robusthed og vedligeholdelsesfrihed, som efterspørges i dag.

- En anden udfordring er, at markedet for tagprodukter er blevet udvidet markant de seneste årtier. Forbrugerne har simpelthen langt mere at vælge imellem, når de skal vælge tagprodukt, og det skal vi naturligvis forholde os til. Men Danmark har altid været et fibercement-land, og det vil det fortsætte med at være.

Fremtiden
Jørgen Jacobsen understreger, at Cembrit skal fortsætte med at udvikle eksklusive produkter som eksempelvis UrbanNature-serien, så produkterne er klar, til når konjunkturerne vender.

- En anden udfordring bliver at udvikle endnu mere eksklusive produkter således, at når den økonomiske krise er slut, så er vi klar med supplerende produkter. Det har vi allerede påbegyndt med introduktionen af UrbanNature. Det skal vi bygge videre på.

Som bestyrelsesformand vil han gøre sit til, at Cembrit bevæger sig på den rigtige kurs – i tæt samarbejde med den nye direktør, Mogens Albæk Fisker.

- Jeg vil også arbejde for, at de nuværende værdier og idealer bliver videreført, men derudover gør jeg formentlig mest gavn ved at holde mig i baggrunden og lade de nye mennesker med deres øje og kræfter rykke igennem og bringe Cembrit videre til det næste niveau, slutter Jørgen Jacobsen.

Læs også: Ny administrerende direktør i Cembrit
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11