23948sdkhjf

Anlægsstruktøren – en uddannelse med muligheder

| Medlemsnyhed | Indrykket af Gorm Hansen A/S

I den brede befolkning er der ofte en begrænset viden om, hvad anlægsstruktøruddannelsen egentlig går ud på. For at sætte lidt lys på uddannelsen har vi sat den nyuddannede anlægsstruktør Nicolai Larsen i stævne.

Uddannelsen som anlægsstruktør er en uddannelse med mange muligheder og gode fremtidsudsigter. Selve uddannelsen tager 3,5 år og er bygget op af to grundforløb efterfulgt seks hovedforløb. Det er dog muligt at springe det første grundforløb over, hvis man har en tilstrækkelig mængde brancheerfaring. Derudover giver uddannelsen mulighed for en specificering inden for områderne kloak, beton og belægning.

Vi har taget en snak med en nyuddannet anlægstruktør om uddannelsen og fremtiden.

Et tilfælde

Hvert år modtager stolte struktørlærlinge deres svendebrev som bevis på, at lærlingerollen kan byttes ud med titlen som uddannet anlægsstruktør. En af disse er Gorm Hansen A/S´ nyuddannede anlægsstruktør Nicolai Larsen, der tilbage i september afleverede sin svendeprøve. Dermed har Nicolai afsluttet en uddannelse, som han lidt tilfældigt havnede på.

- Jeg havde afsluttet en detail-uddannelse i Vejle, men jeg kunne ikke rigtig finde noget her på Sjælland. Min far arbejder jo også her i virksomheden, så jeg fik lov til at komme ind og se om anlægsbranchen var noget for mig, siger Nicolai.

Det viste sig hurtigt, at anlægsbranchen var noget for Nicolai, og efter et halvt år som håndmand blev han tilbudt en læreplads, hvilket han takkede ja til. På den måde fik Nicolai lov til lige at snuse til arbejdet forud for selve lærlingeperioden.

Varierende projekter

Det er en alsidig uddannelse, som Nicolai nu har taget sig. Som anlægsstruktør har man mange forskellige arbejdsopgaver på mange forskellige projekttyper.

- Vi lægger rør til kloak og vand, og så laver vi nogle småopgaver, hvor vi gør klar til belægning, sætter nogle lysmaster og graver kabler ned. Belægningen er mest på de lidt mindre projekter, hvor man selv skal lægge det. På de større projekter, som vi udfører her i firmaet, graver vi mere ud til belægning og udfører kloak og vand, fortæller den nyuddannede anlægsstruktør.

Med varierende arbejdsopgaver er en bred viden om anlægsarbejde en nødvendighed. Derfor giver struktøruddannelsen også en introduktion til anlægsbranchens mange forskellige facetter. Samtidig er der rig mulighed for at tilpasse sin uddannelse mod lige netop det, man selv finder mest interessant.

- Jeg har fået en god fornemmelse for hele spektret. På de to første hovedforløb går man sammen med Betonerne, så der er masser af sparring på kryds og tværs, forklarer Nicolai.

En god kombination af skole og praktisk erfaring

Når man er i lære som anlægsstruktør tilbringer man både tid på skolen og i praktik i den virksomhed man er tilknyttet. For Nicolais vedkommende er skoledelen forgået på Audeboskolen ved Holbæk. Her har der været et stort fokus på meget præcist arbejde, hvilket efterfølgende er taget med ud på den virkelige arbejdsplads.

- Man kan snildt mærke, at man har udviklet sig. Man bliver mere erfaren og ved bedre, hvornår og hvordan man gør de forskellige ting, siger Nicolai om skolens betydning for kompetenceudviklingen.

Dermed giver skoleforløbet mulighed for den grundlæggende læring, som kan tages med som massiv ballast i forhold til den fortsatte udvikling.

Rutinerede læremestre og mere ansvar

Hos Gorm Hansen A/S foregår det således, at lærlinge og elever har en eller flere rutinerede læremestre. I Nicolais tilfælde har han været under vingen hos Mogens Post, der med mere end 40 års brancheerfaring har masser at tricks at lære fra sig.

- Det har været rart at have en rutineret læremester at læne sig op ad. Specielt når man lige har været på skole og f.eks. kun har lavet belægning, så er det rart, når man kommer tilbage, siger Nicolai.

I takt med. at lærlingetiden går, kommer der også mere og mere ansvar i det daglige arbejde. Til at starte med vil man typisk få forklaret og vist, hvordan nogle mindre opgaver udføres og løbende vil man få lov til at arbejde mere og mere selvstændigt. Denne måde at tage ansvar på er noget, som Nicolai har sat pris på under sin tid som struktørlærling.

- Når man begynder at få lidt mere ansvar og skal gøre nogle ting lidt mere for sig selv, så begynder man for alvor at se, hvad man skal kunne og bliver udfordret. Man kan heldigvis altid ringe til enten formanden eller sin læremester, hvis man er i tvivl om noget, forklarer Nicolai.

 Nye ambitioner

Når svendebrevet er i hus, og uddannelsen er afsluttet, så stopper mulighederne bestemt ikke der – faktisk har de kun lige åbnet sig. Der er i den grad fremtidsperspektiver og gode udviklingsmuligheder ved struktøruddannelsen.

-  Der åbnes mange muligheder. Man kan blandt andet blive landmåler, tegner eller kloakmester. Det åbner op for et bredere sortiment, kan man sige, lyder det fra Nicolai.

Selv har Nicolai også yderligere ambitioner for sin egen karriere.

- Jeg vil gerne tage kloakmesteruddannelsen, og på længere sigt vil jeg gerne tegne i noget AutoCad og den slags, som vi også har lært lidt om på skolen, siger Nicolai om sin egen fremtid.

 Hop ud i det

Der er en mangel på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen. Derfor er der også brug for at flere søger lærepladser som f.eks. anlægsstruktør. Står man og overvejer en fremtid i som anlægsstruktør, så har Nicolai et par gode råd.

- Bare hop ud i det. Hvis der er noget, som er lidt svært, så kan man altid spørge om hjælp. Så det er med at give den gas, lyder opfordringen fra Nicolai.

Samtidig byder anlægsstruktøruddannelsen på masser af frisk luft, da størstedelen af arbejdet foregår udendørs. Derfor er det også vigtigt, at man kan lide det danske vejr.

Hvis du har lyst til at gå i Nicolais fodspor, så søger Gorm Hansen A/S struktørlærlinge. Du kan derfor med fordel kontakte produktionschef Jacob Nielsen på 40134165, hvis du vil høre nærmere om mulighederne.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Gorm Hansen A/S

Lykkegårdsvej 11
4000 Roskilde
Danmark
Gorm Hansen A/S

Send til en kollega

0.125