Betonelementer til Norlys' domicil og P-hus
Spæncom har leveret betonelementer til Norlys' nye domicil og parkeringshus på havnefronten i Aalborg.
Norlys nye domicil på havnen i Aalborg er officielt blevet indviet. Der er tale om et markant byggeri på 11.700 kvadratmeter, tegnet af Sweco Architects A/S og opført i totalentreprise af A. Enggaard A/S.
Spæncom har til domicilet leveret huldæk, bjælker og både firkantede og runde søjler. Især de runde søjler er en markant og synlig del af det indvendige udtryk i det store atrium. Til det tilhørende 11-etagers parkeringshus har Spæncom leveret deres P-hus koncept, bestående af TTP elementer, bjælker, huldæk, vægge og rampedæk. Parkeringshuset har fået en arkitektonisk sammenhæng med kontorbyggeriet, da bunden er opført i samme type teglsten som kontorbyggeriet, mens resten af parkeringshuset har stålfacader i Anodic bronze, der farvemæssigt passer med visse elementer i kontorbyggeriet.
Kontorbyggeriets seks etager rejser sig 32 meter over Limfjorden i en elegant, skrånende profil mod syd og vinklet så flest mulige arbejdspladser får udsigt over fjorden. Bygningen er desuden designet med et klart fokus på både bæredygtighed og medarbejdertrivsel, hvilket bl.a. afspejler sig i guld i DGNB-certificeringen.
Domicilet samler ca. 700 Norlys-medarbejdere, som i dag er fordelt på tre forskellige adresser i Nordjylland.