Der er åbent for indstillinger til Unidrains talentlegat 2026
Vi gør det igen. Indstillingen til Unidrains talentlegat 2026 er nu åben. For ottende år i træk uddeler Unidrain to legater på 15.000 kr. til lærlinge, der udmærker sig ved engagement, ihærdighed og faglig passion. Legatet har til formål at sætte fokus på unge talenter, der har valgt en erhvervsfaglig vej – og som er med til at styrke fremtidens bygge- og anlægsbranche.
Talentlegatet udvides i 2026 – kloaklærlinge kan nu indstilles
Som noget nyt udvides feltet af indstillingsberettigede, så også lærlinge inden for kloakfaget kan komme i betragtning. Dermed får endnu flere talentfulde unge mulighed for at blive anerkendt for deres indsats.
Udvidelsen sker i forlængelse af det øgede fokus på erhvervsuddannelser, som bl.a. blev styrket med Erhvervsuddannelsernes år 2025.
– Erhvervsuddannelsernes år har medført et øget fokus på den faglærte vej, der taler direkte ind i det formål, som vi ønsker at adressere med talentlegatet. Med talentlegatet ønsker vi at bidrage til innovative og attraktive arbejdsmiljøer, der kan tiltrække de unge. Derfor har vi i år tilføjet endnu et fag, så flere engagerede og passionerede unge får muligheden for at blive hyldet og hædret, forklarer marketingchef hos Unidrain, Kim Maretti.
Kender du en lærling, der fortjener anerkendelse?
Er du mester eller faglærer, og kender du en lærling inden for VVS-, murer- eller kloakfaget, der fortjener et ekstra skulderklap?
Så kan du indstille vedkommende til Unidrains talentlegat 2026 via ansøgningsformularen her: https://www.unidrain.dk/legat/
Ansøgningsfristen er 27. maj 2026, og legaterne uddeles i uge 23.