23948sdkhjf

Beton har haft et dårligt renommé

Teknologisk Institut har undersøgt de mest almindeligt anvendte betontyper for at finde ud af, om betonen skulle indeholde stoffer, som...
Teknologisk Institut har undersøgt de mest almindeligt anvendte betontyper for at finde ud af, om betonen skulle indeholde stoffer, som efterfølgende bliver afgivet til omgivelserne med et dårligt indeklima til følge. Det er nemlig en udbredt opfattelse, at betonbyggeri generelt har et dårligt indeklima, og at det er byggematerialet, der er årsagen.

”Men betons dårlige ry er ufortjent,” udtaler Jørn Bødker, seniorkonsulent på Teknologisk Institut. ”Undersøgelsen konkluderer klart og entydigt, at beton ikke i sig selv er årsag til dårligt indeklima. De mængder af forskelligartede stoffer, der afgives fra beton, er uhyre små - langt, langt under eventuelle grænseværdier, og er derfor ikke til gene - endsige skadelige - for hverken mennesker eller dyr,” fortsætter Jørn Bødker.

Flere parter bidrager i undersøgelsen

Arbejdet med at undersøge beton og de eventuelle dampe, det kunne afgive, er udført for Miljøstyrelsen som en del af ’Produktområdeprojekt vedrørende betonprodukter’. Betonindustrien har desuden bidraget til undersøgelsen ved fx at levere de betonstykker, som efterfølgende er blevet undersøgt.

Desuden har underleverandører af stoffer, der indgår i beton, bidraget med informationer og materialer. Det samme har kraftværkerne, der leverer flyveaske, som er et stof, der anvendes i nogle betontyper.

Systematisk undersøgelse

Beton fremstilles af sand, sten og cement, og cement er fremstillet af en blanding af kalk, sand og ler. Det er alle uorganiske stoffer, som ikke giver fordampning. Der tilsættes imidlertid forskellige stoffer til betonen, og det er rester efter disse stoffer, der er blevet undersøgt for. Det kan fx være den olie, der bruges til at smøre støbeforme og maskiner med. Og det kan være flyveaske, som er et restprodukt fra kraftværkernes elproduktion, som ofte tilsættes beton for at sænke prisen.

De fire hyppigst anvendte betontyper er blevet undersøgt ved, at der er støbt fliser på 40 x 40 x 10 cm. Fliserne anbringes i et klimakammer, som er en rustfri stålbeholder, som sikrer et absolut neutralt målemiljø. Efterfølgende er der systematisk og kontrollerbart blevet målt for en række kemiske stoffer og disses koncentration. Der måles i en periode på 28 dage.

De kemiske undersøgelser er desuden suppleret af en sensorisk bedømmelse, som består i, at et panel bestående af 20 personer lugter til materialet og bedømmer lugt og eventuel irritation af slimhinderne. De sensoriske målinger blev foretaget henholdsvis 2, 3 og 4 uger efter produktionen af betonen.

Langt under grænseværdierne

Konklusionen på de kemiske målinger er, at de stoffer, der vitterligt kan spores, er til stede i uhyre små mængder. Det er stoffer, som primært stammer fra den olie, som bruges til at smøre betonstøbeformene med.

Testpersonernes sensoriske bedømmelse konkluderer, at lugtafgivelsen fra betonen er ’acceptabel’, og at lugten bliver svagere, som tiden går, så den i slutningen af testen karakteriseres som ’svag’. Der kunne ikke konstateres irritation af slimhinder og lignende.

De dampe, der afgives fra støbeolien, afgives ligeledes i uhyre små mængder. Der findes ingen deciderede grænseværdier for indeklimavurdering, men man kan ifølge Jørn Bødker bruge Arbejdstilsynets grænseværdier og så dividere med 100. ”Også ved den metode, forbliver resultatet inden for grænseværdierne,” siger Jørn Bødker.

Beton ville bestå en indeklimamærkning

Der findes i dag ingen godkendte prøvnings- og mærkningskriterier for indeklimamærkning af betonprodukter. ”Men hvis der gjorde, ville de betontyper, som vi her har undersøgt, opnå godkendelse,” slutter Jørn Bødker.

Kilde: Teknologisk Institut

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094