I Norge er der godt gang i byggeriet, men mangel på folk til at udføre opgaverne. Derfor har Brønderslevs erhvervschef Marianne Gade og Hjørring Erhvervscenter taget initiativ til en Norges-tur sammen med en række lokale byggevirksomheder. Det skriver Nordjyske.dk.
- Turen skal give håndværkere og producenter af byggemateriel overblik over, hvad det kræver at få lov til at bygge i Norge og etablere virksomhed, fortæller Marianne Gade til Nordjyske.
Turen skal samtidig skabe kontakt til potentielle kunder, men også fungere som en netværkstur for byggevirksomhederne i Vendsyssel. Ifølge Marianne Gade er en stor del af de norske byggeprojekter nemlig af en sådan størrelse, at det vil kræve, at man byder ind i fællesskab.