Den 1. maj er der vagtskifte hos Stark Ribe Stampemølle, hvor Gorm Husted overlader direktørposten til 38-årige Karsten Larsen. Det skriver JydskeVestkysten.
Karsten Larsen har de seneste to år været afdelingsdirektør for Starks afdeling i Varde og kommer nu til et byggemarked, der har både Stark, Silvan samt en køkkenafdeling under samme tag.
- Det er med en vis ærefrygt, jeg tiltræder opgaven i Ribe. I Ribe er der mange medarbejdere med høj anciennitet, som har været i virksomheden i rigtig mange år. Det er oprindelig en familievirksomhed, og det er en virksomhed med et meget stort geografisk opland, en stor omsætning og i alt 40 medarbejdere. Så jeg glæder mig til udfordringerne, siger Karsten Larsen til avisen.
Den afgående direktør, Gorm Husted, tager nu hul på en tilværelse som pensionist. Han har været i Stark Ribe Stampemølle i 37 år, heraf 26 år som direktør.