23948sdkhjf

Ny kapital til Palsgaard Gruppen

Med en kapitaltilførsel på 13,5 mio. kr. retter Palsgaard Gruppen nu fokus mod at forfølge mulighederne i såvel Danmark som på eksportmarkederne.
Oven på en række år med lav byggeaktivitet har Palsgaard Gruppen nedskrevet værdierne i 2012-regnskabet og fået indskudt 13,5 mio. kr. i frisk kapital fra moderselskabet Interbuild.

Dermed står Palsgaard Gruppen stærkere rustet i bestræbelserne på at gennemføre den strategiplan, der frem mod 2016 skal skærpe indsatsen på det danske byggemarked samt øge eksporten til Tyskland og Norge.

- Vi har nu en kapitalstruktur, som er afpasset til selskabets aktuelle aktivitetsniveau med tilstrækkeligt råderum til at realisere den lagte strategi. Det er glædeligt, at ejerne har valgt at tilføre kapital til sikring af gennemførelse af virksomhedens langsigtede strategi, siger adm. direktør Christian Vindstrup, der nævner moderat markedsudvikling, betydelige interne effektiviseringer og udbygning af udlandsomsætningen som de tre ’ben’ i de kommende års strategi.

Nedskrivninger og hensættelser for sammenlagt 67,9 mio. kr. er den væsentligste årsag til, at Palsgaard Gruppens årsresultat viser et underskud på 79,1 mio. kr. for 2012 mod et underskud på 11,5 mio. kr. året før. Omsætningen landede på 204,4 mio. kr. sidste år sammenlignet med 235,3 mio. kr. i 2011.

Eksport skal sikre fremgang
Mens det danske marked ventes at fortsætte på lavt niveau, er der bedre udsigter på markederne for træspær i Tyskland og for selskabets præfabrikerede byggeelementer til markedet i Norge.

- Vi forventer uændret et meget svagt marked i Danmark, men er overbeviste om at fortsætte den igangværende vækst på de to eksportmarkeder; Tyskland og Norge. Eksporten til de to lande voksede i 2012 fra 9 til 20 mio. kr., forklarer Christian Vindstrup.

På baggrund af den økonomiske restrukturering og de nuværende markedsudsigter forventer Palsgaard Gruppen at forbedre driftsresultatet væsentligt i 2013 og opnå et resultat efter skat på omkring 0 kr.

- Efter nogle år med betydelige tilpasninger gennem fabrikslukninger, personalereduktioner og omfattende omorganisering, står vi nu med en stærk virksomhed, som er tilpasset markedsbetingelserne. Og vi har store forventninger til de tiltag, der allerede er iværksat på eksportmarkederne, siger bestyrelsesformand Niels Peter Møller.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109