23948sdkhjf

Op mod 30.000 byggefagfolk på vej til Fredericia

BYGGERI’23 byder tirsdag til fredag på Danmarks største byggerimesse med 300 udstillere i MESSE C, Fredericia. Arrangørerne forventer 25.000-30.000 byggefagfolk fra hele landet vil lægge vejen forbi messen, der fokuserer på bæredygtighed og effektivt byggeri

Denne uge vil sandsynligvis byde på mindre aktivitet på landets byggepladser. Danmarks største byggerimesse gør nemlig corona-comeback og er igen klar til at invitere byggeriets fagfolk til fire dages messe i Fredericia.

Antallet af forhåndsregistrerede besøgende var fredag 50 pct. flere end ved den seneste messe i 2018. Det skaber glæde og store forhåbninger hos arrangøren.

 - Vi er glade for den store opbakning fra branchen og er i morgen klar til at byde besøgende velkommen tilbage til BYGGERI-messen, som vil blive mødt af stor entusiasme, begejstring og en masse energi blandt udstillerne, der glæder sig til at møde de mange aktører i byggeriet i MESSE C, siger Palle Thomsen, adm. direktør hos Brancheforeningen Danske Byggecentre, i en pressemeddelelse.

OM BYGGERI’23

  • BYGGERI-messen har gennem årene positioneret sig som Danmarks største byggerimesse for byggevarer og afholdes hvert andet år i MESSE C i Fredericia. 
  • Arrangereres af Brancheforeningen Danske Byggecentre.
  • I år er det 19. gang, messen finder sted. Det sker fra 21. til 24. marts 2023. Bag BYGGERI-messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets førende byggecentre, trælaster og byggemarkeder.
  • BYGGERI-messen arrangeres i samarbejde med ca. 300 leverandører, som – fordelt på ca. 28.000 kvm. – udstiller produkter og løsninger. Messen besøges af byggeriets fagfolk.

Kilde: Danske Byggecentre

Nye udfordringer kræver nye løsninger

Efter flere år med fremgang har stigende renter, svingende energipriser og inflation nu spredt usikkerhed i byggebranchen. BYGGERI’23 giver byggeriets fagfolk lejlighed til at mødes og få inspiration og indblik i nye materialer, løsninger og metoder, der både kan gøre arbejdet mere effektivt og bæredygtigt.

- Det er afgørende for byggebranchen at tackle de nuværende udfordringer i markedet. Vi er nødt til at øge effektiviteten og tage nye materialer, teknologier og løsninger i anvendelse for at skabe en mere bæredygtig og effektiv byggeproces, siger Palle Thomsen og fortsætter:

- Messen vil derfor have et stærkt fokus på bæredygtigt og effektivt byggeri, hvor håndværkere og andre fagfolk kan få indblik i de nyeste produkter og løsninger, siger Palle Thomsen.

Onsdag den 22. marts kl. 14.00 uddeles en nyindstiftet pris – Effektivt Byggeri 2023 – som netop har til formål at sætte fokus på og hædre de virksomheder, som med nye materialer, løsninger og metoder understøtter et mere effektivt byggeri.

På byggerimessen.dk kan byggeriets fagfolk gratis registrere sig til messen og få en QR-kode, der giver adgang til messen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125