Har selv grunden: Bygger særligt botilbud til 35 millioner i Aalborg

I andet halvår 2025 åbner Region Nordjyllands nye specialiserede døgntilbud for børn og unge med svær selvskadende. Der bliver 10 pladser til børn og unge mellem 14-23 år på det nye tilbud.
Byggeriet af det nye tilbud forventes at koste cirka 35 mio. kr.
Regionsrådet har netop besluttet, at det nye tilbud skal bygges på en af regionens egne ledige grunde, der ligger ved siden af nogle af Psykiatriens nuværende ambulatorier og sengeafsnit på Brandevej 5 i Aalborg Øst.
Og det sætter fart på byggeplanerne, påpeger Vibeke Gamst (K), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland, i en pressemeddelelse om projektet:
– Det fremskynder byggeriet, at vi så hurtigt selv har kunnet stille en egnet grund til rådighed, der er placeret i kort køreafstand fra Børne- og Ungdomspsykiatriens fremtidige placering i Hospitalsbyen i Aalborg Øst, siger udvalgsformanden og fortsætter:
– Lige netop sådan en placering har været en forudsætning, da beboerne i forskellig grad vil have behov for ambulant psykiatrisk behandling
Det er Region Nordjylland, der står for byggeriet af den nye institution, som efterfølgende bliver drevet af Specialsektoren i Region Nordjylland. De nordjyske kommuner kan så visitere borgere til tilbuddet.