23948sdkhjf

Trods økonomisk bombe: Dansk og tysk minister står ved energiø

Det store milliardunderskud på Energiø Bornholm skræmmer hverken Danmark eller Tysklands regering. Projektet er stadig på vej

Energiø Bornholm er måske alligevel ikke så truet, som det først så ud, da et nyt notat om økonomien i gigant-projektet i sidste uge viste et muligt underskud for staten på 31,5 mia. kr. over 20 år.

Det skriver Bornholms Tidende.

Underskuddet kan ifølge de nye beregninger også blive endnu større. Men underskuddet kan også blive mindre. Notatet fra Energistyrelsen er forbundet med meget stor usikkerhed allerede af den grund, at den sandsynlige afregningspris for el 20 år frem i tiden er et nøgleparameter i det store regnestykke.

Derimod er det sikkert nok, at erhvervsminister Morten Bødskov (S) dagen efter de nye tals fremkomst stod ved statens engagement i Energiø Bornholm i et brev til borgmester i Bornholms Regionskommune, Jacob Trøst (K).

Sikkert er det også, at den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock (De Grønne) dedikerede adskillige afsnit til Energiø Bornholm, da hun onsdag i Berlin holdt tale ved Baltisk Havvind Forum, en konference i regi af Østersørådet. Her var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) medvært sammen med sin tyske kollega.

Kan man være lidt mindre bekymret for energiøen nu, end man måske var i starten af ugen?

– Det synes jeg. I hvert fald er der ikke noget, der tyder på, at regeringen har andre intentioner, end den hidtil har haft. Men i og med, at vi taler om så store beløb, som vi gør med energiøen, er det klart, at der er noget økonomi, der skal falde på plads, siger Jacob Trøst.

Invitation fra regeringen

Notatet om den mulige langsigtede projektøkonomi i Energiø Bornholm blev lækket til fagbladet Ingeniøren, der citerede fra det den 3. maj. Dermed var notatet offentligt kendt, da erhvervsminister Morten Bødskov omtalte planerne for energiøen, som om intet var hændt, i et brev til Jacob Trøst.

"Først og fremmest vil jeg gerne sige en stor tak for dit engagement i arbejdet med at udvikle erhvervsfyrtårnet for Bornholm som knudepunkt for udvikling, test og demonstration af grøn energi", skriver Morten Bødskov til borgmesteren.

"Regeringen har store ambitioner for udviklingen af nye og eksisterende erhvervsmæssige styrkepositioner. De lokale erhvervsfyrtårne er et vigtigt element heri og skal bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse i hele landet", fortsætter brevet fra erhvervsministeren.

Morten Bødskov vender dernæst konkret blikket mod "den kommende Energiø Bornholm".

"De store investeringer i den kommende Energiø Bornholm og udbygningen af havvind som fastlagt i både Esbjerg-erklæringen og Marienborg-erklæringen betyder, at mange parter skal arbejde tæt sammen om realiseringen af de erhvervsmæssige potentialer for både Bornholm og Danmark", skriver ministeren.

"Derfor skal vi i vores partnerskab udvikle erhvervsfyrtårnet for Bornholm som knudepunkt for udvikling, test og demonstration af grøn energi, herunder følge op på hvilke aktiviteter, som kan bidrage til at udvikle erhvervsfyrtårnet. Partnerskabet er en vigtig platform for vores samarbejde om at udvikle erhvervsfyrtårnet."

Mod brevets slutning inviterer erhvervsministeren Bornholm til at være med til at "sætte retningen" for, hvordan man konkret skal udvikle Bornholm som et lokalt erhvervsfyrtårn for grøn energi. Morten Bødskovs afsæt er, at den danske erhvervsfremmestrategi for årene frem mod 2027 kommer senere i år.

"I kan i jeres arbejde hermed også bidrage til at sætte retningen for det videre arbejde med udviklingen af de lokale erhvervsfyrtårne", skriver erhvervsministeren, der ifølge brevet også glæder sig til det næste partnerskabsmøde om Bornholm som fyrtårn for grøn energi.

"Her kan vi drøfte de potentialer eller barrierer, som I finder relevante at adressere, og sammen sætte en fælles retning for de næste skridt i udviklingen af erhvervsfyrtårnet", hedder det i Morten Bødskovs brev.

– Jeg synes, at ministerens brev er en understregning af, at regeringen ser Bornholm som en vigtig spiller i den grønne omstilling, og at arbejdet med energiøen også spiller ind i dansk erhvervsfremme, hvor man ser Bornholm som et fyrtårn for grøn energi, siger Jacob Trøst.

– Garantier får man nok aldrig fra politikere, men jeg ser erhvervsministerens brev som en tilkendegivelse af, at regeringen betragter arbejdet på Bornholm som vigtigt, siger han.

Tyskland ønsker meget havvind

Tyskland vakler ikke i sit engagement til Energiø Bornholm, hvis kommende havvindmøller og øvrige infrastruktur, som Tyskland finansierer ligeligt med Danmark. Udenrigsminister Annalena Baerbock sagde "Bornholm" to gange, da hun åbnede Baltisk Havvind Forum-konferencen, der på onsdagens Europa-dag fandt sted i Berlin.

– Ved klimakonferencen i Dubai (i november og december, red.) har vi en stor mulighed for at tage et stort skridt fremad. Lige her i vores region, i vores fælles nærområde: Østersøen, sagde Baerbock i sin tale, der er offentliggjort af det tyske udenrigsministerium.

– Dette hav er en skat. En skat vi alle deler, men også en skat, som vi kan gøre bedre brug af: En skat af grøn energi. Europa-Kommissionen anslår, at kapaciteten for strøm fra havvindmøller i Østersøen er mere end 93 gigawatt, fortsatte hun.

På et punkt i sin tale vendte den tyske udenrigsminister sig direkte mod Bornholm.

– Et godt eksempel på hvordan dette samarbejde allerede fungerer er på øen Bornholm. På denne "energiø" forener Tyskland og Danmark kræfterne, både på regeringsniveau med at indføre den nødvendige lovgivning og på forretningsniveau. Sammen er det vores intention at opføre havvindmølleparker med en kapacitet på op til tre gigawatt, sagde Annalena Baerbock.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094