23948sdkhjf

Internationale ambitioner: Markant tegnestue udpeger ny topchef

Mangeårig medejer og projektdirektør overtager rorpinden hos Dorte Mandrup og sigter mod markeder væk fra Skandinavien

Efter fem år som partner og projektdirektør tiltræder Lise Gandrup Jørgensen som adm. direktør for tegnestuen Dorte Mandrup.

– Det kræver et utroligt skarpt fagligt fokus at indfri vores ambition om at være blandt de bedste kunstneriske tegnestuer i verden og med Lises indgående kendskab til tegnestuens DNA, store internationale erfaring og stærke faglige ståsted, styrker vi nu det fokus, siger grundlægger og kreativ direktør Dorte Mandrup i en pressemeddelelse.

Lise Gandrup Jørgensen har mere end 20 års erfaring fra danske tegnestuer som Henning Larsen samt Lundgaard & Tranberg. Hun har været partner og projektdirektør for Dorte Mandrup siden 2018, hvor hun også blev en del af tegnestuens ejerkreds.

International ekspansion

– Vi har fået bygget den strukturelle del af organisationen og står i dag et sted, hvor vi i højere grad kan kuratere vores opgaver, siger Lise Gandrup Jørgensen. 

Dorte Mandrup A/S

Dorte Mandrup A/S blev grundlagt af Dorte Mandrup i 1999 og består i dag af et internationalt team på 85 medarbejdere. 

Blandt tegnestuens mest fremtrædende er Vadehavscentret ved Ribe, Kangiata Illorsua i Ilulissat, The Whale i Nordnorge samt Eksilmuseet i Berlin.

Kilde: Dorte Mandrup A/S

Hun peger på, at arkitektfirmaet nu skal styrke sin kultur og faglige fundament, udvikle den kunstneriske arkitektur samt vinde nye projekter.

– Samtidig står vi foran en stor internationalisering og har fat i nogle ekstremt ambitiøse bygherrer, der prioriterer arkitektonisk kvalitet højt og gerne vil lege med os, når vi taler om stedspecifikke arkitektoniske værker, siger den nye topchef: 

– Så selvom vi stadig vil have en solid base i vores skandinaviske hjemmemarked, vil vi øge blikket mod nye markeder som eksempelvis Canada, Belgien og Frankrig, hvor jeg forventer, at vi vinder vores første konkurrence inden for det næste år, siger Lise Gandrup Jørgensen.

Direktørrokade

Ændringen i toppen af Dorte Mandrup kommer ikke som en tyv om natten. Allerede i februar meddelte den nu tidligere partner og adm. direktør Frants Nielsen, at tiden var inde til nye udfordringer

– Frants har været med til at skabe et solidt organisatorisk fundament, som vi nu skal bygge videre på, lyder Dorte Mandrups afskedsord i meddelelsen.

Udskiftningen på topposten medfører andre ændringer.

Samtidig med, at Lise Gandrup Jørgensen overtager posten som adm. direktør, bliver Carsten Fischer således ny partner. Han har en fortid som Design Director for Henning Larsen og kom til Dorte Mandrup for ét år siden. 

Carsten Fischer bliver en del af partnerkredsen sammen med nuværende partnere Noel Justesen Wibrand, Kasper Pilemand og Oanh Nguyen Henriksen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093