23948sdkhjf

Jysk investor ind i Badmodul

Brødrene bag iværksætterfirmaet Badmodul A/S ser frem til at få tilført mere erfaring og en større kontaktflade med en ny investor.
Det går stærkt for tiden for brødrene Malthe Vad og Mads Andreasen, som står bag firmaet Badmodul A/S.

Ordrebøgerne har været fyldte, siden firmaet blev stiftet i februar, og nu er det også lykkes at finde en investor, som i første omgang har købt sig ind med en andel på 10 procent.

- Vi har søgt en investor i et stykke tid, og vi føler, vi har fundet den helt rigtige person for os nu. Det handler ikke bare om at få skudt penge ind i virksomheden; vores investor arbejder blandt andet med marketing og kommunikation, ligesom han sidder i bestyrelsen i flere firmaer, så han har mange kontakter, siger Malthe Vad til Building Supply.

Læs også: Byggeklodser bliver til nye badeværelser

Han har selv en baggrund som selvstændig murermester i Frederikshavn, mens broderen var selvstændig tømrermester i Aalborg, før de gik sammen som iværksættere med Badmodul A/S.

- Min bror og jeg er håndværkere, så vi har ledt efter nogle andre kompetencer at få ind i virksomheden. Nu har vi fået en investor, som er over 60 år og derfor kan bidrage med en masse erfaring. Han ved desuden meget om at udvikle det inderste af strukturen i en virksomhed, så vi forventer, at han kan hjælpe os med at komme endnu mere frem i verden, forklarer Malthe Vad.

Norsk investor afvist
Aftalen med den nye investor blev underskrevet i starten af maj, men forinden var der også bud efter Badmodul A/S fra en norsk investor.

- Han ønskede at købe aktiemajoriteten i virksomheden for at ganske pænt beløb. Det var helt sikkert et stort skulderklap til virksomheden, men det var omvendt ikke et beløb, vi kunne leve af resten af vores dage. Vi brænder jo også for virksomheden og mener, den har et stort potentiale, så det er ude af billedet nu, siger Malthe Vad.

Han henviser til den patentsøgning, som brødrene har indgivet på et særligt skinnesystem, som skal gøre det lettere og hurtigere at montere nye badeværelser hos kunderne.

Ifølge Malthe Vad er der begrundet håb om, at patentansøgningen er færdigbehandlet i løbet af en til to uger. Ind til da har han og broderen dog rigeligt at se til i virksomheden, som i første omgang har slået sig ned på Frederiksberg med ambitioner om siden at åbne op i Aarhus, Odense og Aalborg, før virksomheden skal være helt landsdækkende.

- Ja, vi lever af at lave badeværelser og kabiner nu. Og selv om vi endnu ikke har taget skinnen i brug, producerer vi allerede flisemoduler og så videre på værkstedet, hvorefter vi monterer dem hos kunderne. Så vi er allerede meget mere effektive end på den traditionelle måde. Så når skinnen kommer i brug, bliver det endnu en videreudvikling, som gør, at vi kan springe flere arbejdsgange over, siger Malthe Vad.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109