23948sdkhjf

Boligminister: Der skal bygges flere almene boliger

Det har høj prioritet at få bygget flere almene boliger, så antallet matcher behovet, lyder det fra social- og boligministeren

Det er for svært at få en almen bolig i de store byer.

Det mener social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet.

- Et af de største problemer, vi har haft i årtier er, at det er umuligt at komme ind og få en almen bolig i de store byer. Særligt i København. Der skal man stå på venteliste i en halv menneskealder, før man kan få en almen bolig. Efterspørgslen er meget større end udbuddet. Derfor er ventelisterne så lange. Derfor er det en meget høj prioritet at bygge meget, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Fagbladet Boligen ifølge en pressemeddelelse fra BL - Danmarks Almene Boliger.

- Vi ser med stor alvor på, at mens der i 2020 blev påbegyndt næsten 3.000 almene familieboliger, så er vi nu under 1.000, fortsætter hun.

Mens der i 2020 blev påbegyndt næsten 3.000 almene familieboliger, så er vi nu under 1.000 Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Efterlyser mere byggeri til unge og ældre

En af de grupper, der er mest afhængig af en tilstrækkelig forsyning af almene boliger, er de unge.

- Mange unge i de store byer har på grund af høje priser store problemer med overhovedet at etablere sig i den by, hvor de er født. De er henvist til at sofasurfe gennem deres ungdomsliv. Der skal bygges mere til unge. Og det skal kunne betales på en SU, siger social- og boligministeren.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener også, at der skal også bygges mere til de ældre.

Ifølge en analyse udarbejdet af BL - Danmarks Almene Boliger vil knap hver fjerde person i Danmark være 65 år eller derover i 2031.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal bygge flere ældreboliger - også almene ældreboliger. Men vi skal tænke os om. Jeg er enormt trist over, at vores boligpolitik ofte kun handler om at samle mursten og putte dem oven på hinanden. Vi skal i højere grad have blik for, hvad det er for en situation, vi sætter den ældre i, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Fagbladet Boligen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11