Det er dit ansvar, at svendene husker solcremen

Lige i disse dage tager solen sig en lille puster bag skyerne, men forhåbentligt vender den snart tilbage til sommerlandet.
Har du svende, der ikke kan nyde den på stranden eller i anden ferieform, er det dig som mester, der har ansvaret for at forebygge evt. sundhedsskadelig udsættelse for solens stråler. Dette ansvar træder dog først i kraft, når UV-indekset er over 3.
Det vil typisk være mellem kl. 12 og kl. 15 i sommerhalvåret (fra 1. april til 1. september), men man kan altid finde UV-indekset for dagen på DMIs hjemmeside her.
Sådan kan I beskytte jer
Opsæt overdækninger. herunder fx pavilloner eller parasoller, arbejd i skyggen og overvej, om det er muligt at planlægge arbejdet væk fra solen, så risikoen nedsættes.
Dæk huden med beklædning. Anvend fx beklædning som dækker arme og ben, brug arbejdshandsker samt hovedbeklædning med bred skygge fx en kasket eller en sikkerhedshjelm. Vær opmærksom på at beskytte nakken. Der findes også arbejdstøj af godkendt materiale med en ultraviolet beskyttelsesfaktor på 50+.
Anvend solcreme. Der kan være steder på kroppen, hvor det ikke altid er praktisk muligt at beskytte sig med beklædning (fx ansigt herunder læber og hænder). Her kan anvendes solcreme. I disse tilfælde har arbejdsgiveren pligt til at stille solcreme til rådighed med mindst faktor 15.
Kilde: BFA Bygge og Anlæg
Husk også at tage højde for stærk varme hvilket særligt i kombination med høj luftfugtighed kan være belastende. Ved stærkt varmebelastende arbejde kan det være nødvendigt at holde pauser, og have adgang til drikkevand, som der skal drikkes rigeligt af.
Derudover kan man vælge ikke at tage mere tøj på, end der er påkrævet i forhold til sikkerheden. Læs mere om varmebelastende arbejde her.