23948sdkhjf

Verdens største træby skal bygges med dansk fingeraftryk

En 250.000 kvm stor træby er på vej i det sydlige Stockholm. I mere end 20 år har det svenske ejendomsselskab Atrium Ljungberg arbejdet med udvikling af området Sickla, og i 2025 tager selskabet efter planen hul på næste etape, der skal tilføje 7.000 nye kontorpladser og 2.000 nye boliger – alt sammen bygget i træ. Dermed kan den svenske hovedstad se frem til at bryste sig af, hvad der står til at blive verdens største træby.

– Vi er stolte af at introducere Stockholm Wood City. Dette er ikke kun et vigtigt skridt for os som virksomhed, men en historisk milepæl for svensk innovationsevne, udtaler Atrium Ljungberg-direktør Annica Ånäs i en pressemeddelelse.

Hun peger på, at der fra lejere er stor efterspørgsel efter innovative og bæredygtige løsninger, hvilket selskabet søger at efterkomme med det nye projekt.

– Vores branche efterlader store aftryk, og det er vigtigt for os at gøre en positiv forskel på både kortere og længere sigt. Vi ønsker at skabe et miljø, hvor vores kunder, dem der skal bo og arbejde her, kan være med til at udvikle og designe fremtidens bydel, lyder det videre fra direktøren.

Det er danske Henning Larsen Architects, der sammen med svenske White Arkitekter har stået for udformingen af Stockholm Wood City, og det danske arkitektfirma oplyser, at virksomheden er meget stolt af projektet.

Også på den danske byggescene har den Rambøll-ejede tegnestue de seneste år markeret sig med store træbyggerier. Henning Larsen Architects har således slået stregerne til både det otte etager høje kontorbyggeri i træ, der er under opførelse ved Mamormolen i København, og til Fælledby-projektet på Amager, der bliver Danmarks største bydel med bærende kontruktioner i træ.

De første bygninger i den nye svenske træby forventes at stå færdige i 2027. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: træbyggeri
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.733