I Egå ved Aarhus er plejecentret OK-Centret nu klar til brug. Det står klart, efter H.K.H. Prinsesse Benedikte, protektor for OK-Fonden, torsdag d. 30. maj klippede den røde snor til projektet, hvor Skala Arkitekter er totalrådgiver.
- Livet skal leves - hele livet, sagde bestyrelsesformand for OK-Fonden, Michael Brostrøm, ved indvielsen, og tilføjede:
- Rammerne for dette har vi fået. Resten er nu op til vores medarbejdere.
På dagen blev den royale repræsentant vist rundt på det nye plejecenter, som indeholder 72 boliger med tilhørende servicearealer. Her blev Prinsesse Benedikte mødt af både beboere og personale, som nu kommer til at nyde af de nye forhold.
OK-Centret er på i alt 6.800 m², og byggeriet indeholder blandt andet café, wellness, fysioterapi og produktionskøkken.
