Ikea Ejendomme har valgt Intego A/S som samarbejdspartner til at udføre el-arbejdet i forbindelse med opførelsen af et nyt Ikea-varehus i Aarhus.
Med sine 31.500 m2 bliver det nye Ikea dobbelt så stort som det nuværende. Det opføres med fuldt parkeringshus i stueplan, hvilket betyder, at byggeriet etableres på søjler for at gøre plads til parkeringspladser. Når det nye varehus står færdigt, bliver det gamle fjernet for at gøre plads til flere p-pladser.
I forbindelse med el-entreprisen skal Intego stå for alt fra belysning, UPS anlæg, hoved- og fordelingstavler til antenneanlæg, tyverisikring, brandtekniske installationer og CTS/BMS-anlæg til intelligent styring af hele bygningen.
Byggeriet er allerede så småt i gang. El-arbejdet starter op d. 1. august 2013 og løber frem til 1. juni 2014, hvor varehuset åbner.
Intego forventer at beskæftige 20 medarbejdere samt flere samarbejdspartner på opgaven.
