23948sdkhjf

Store millionkrav efter fynsk konkurs

Forsøg på at sikre konkursramt installationsfirma var ingen succes

Der er nu foretaget en mellemregning efter konkursen i Hauge Installation A/S og moderselskabet Hauge Gruppen A/S tidligere på året, der ramte godt 80 ansatte.

I orienteringsskrivelser til kreditorerne er der ifølge fyens.dk krav mod Hauge Gruppen på cirka 20 mio. kr. og mod Hauge Installation på mere end 43 mio. kr.

Ved konkursen gik den fynske 5E-koncern ind som investor og sikrede de tre søsterselskaber Hauge Stål A/S, TH-Overfladebehandling ApS og Hauge Ejendomme A/S med 80 arbejdspladser.

Forsøg på at finde en aktør, der ville overtage Hauge Installation, der beskæftigede sig med el, vvs og blik, energi samt olie og gas, havde ikke samme resultat, kan kurator, advokat Rune Richelsen, nu konstatere.

- Men vi har været nødt til at erkende, at det ikke kan lade sig gøre, så nu er vi i gang med at opløse virksomheden, siger han til fyens.dk.

De fysiske rester af installationsfirmaet, udstyr, lagervarer samt kabelruller og kontorborde er nu på auktion på nettet.

Egenbegæring

Tilbage i maj, da konkursen blev en realitet, fortalte adm. direktør Steffen Andreasen blandt andet til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at var tale om en egenbegæring, samt at den samlede øverste ledelse og bestyrelsen stod bag beslutningen.

- Vi har været under pres med Hauge Installation siden starten af 2022. Det har været efterdønninger af Corona, Ukraine-krigen, og så har vi været kraftigt udfordret på diverse sager. Her ved Q1 i 2023 har vi kunnet konstatere, at grundlaget for at drive en ansvarlig og økonomisk virksomhed ikke længere er til stede, og så var det anstændige at erklære konkurs, sagde han.

Hauge Installation kom ud af 2021 med en bruttofortjeneste på 74 mio. kr. mod knap 42 mio. kr. året før. Årets resultat landede på cirka 5 mio. kr., hvilket er mere end 3 mio. kr. bedre end i 2020.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109