Betegnelsen 'tvillingebørnehave' hentyder til, at institutionen får både specialpladser og almindelige børnehavepladser. Planen er da også, at den nye tvillingebørnehave får 24 specialpladser og 80 børnehavepladser.
Af de 24 specialpladser fyldes de 18 med børn fra specialbørnehaven Solsikken, som efterfølgende lukkes. Det er også hensigten at den nuværende børnehave i Seest Gl. Skole skal lukkes, når den nye institution står færdig, og det betyder, at 55 af de 80 børnehavepladser er "optaget på forhånd."
Kolding kommune har i forvejen én tvillingebørnehave med både almen-børn og handicappede børn, og erfaringerne med den har været så gode, at forælder og personale har ønsket at den nye institution får en tilsvarende opbygning.