Arkil har gennem det seneste halve år været i gang med et generationsskifte i Arkil A/S, der omfatter Arkil-koncernens danske aktiviteter. Rekrutteringsprocessen er nu afsluttet med ansættelsen af Michael Hansen som ny adm. direktør i Arkil A/S.
Michael Hansen, 51 år, har været ansat i NCC siden 2011 og har igennem årene bestridt flere direktørstillinger i NCC, senest som adm. direktør i NCC Industry. Han tiltræder jobbet den 1. november 2023.
- Michael kommer med en solid ledelsesmæssig, økonomisk og teknisk baggrund, og hans mangeårige erfaringer fra branchen, blandt andet fra asfalt- og råstofområdet, som er blandt én af Arkils kernekompetencer, vil få stor betydning for vores virksomhed, udtaler Group COO Thomas Boe, bestyrelsesformand i Arkil A/S, i en pressemeddelelse.
Michael Hansen er uddannet i økonomi og ledelse og har løbende suppleret sine kompetencer med lederuddannelser fra blandt andet INSEAD, SSE og IMD.
Direktionen i Arkil A/S består efter 1. november 2023 af adm. direktør Michael Hansen, teknisk direktør Jan Schmidt og økonomidirektør Anders Blaavand.
| Regnskabsår | 2022 | 2021 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | 2351,0 | 2241,7 |
| Bruttofortjeneste | 181,6 | 158,3 |
| Resultat af primær drift | 28,7 | 12,9 |
| Resultat før skat | 30,3 | 18,3 |
| Årets resultat | 24,6 | 14,0 |
| Balancestatus | 1212,0 | 1193,8 |
| Egenkapital | 338,4 | 350,4 |
| Antal ansatte | 1205 | 1211 |
| Kilde: CVR | ||
