Der er netop indgået en bred politisk aftale på Christiansborg om en grøn transportpolitik. Et af hovedelementerne i aftalen er en pulje på samlet 93,6 mio. kr. til bedre fremkommelighed for busser. Det kan f.eks. være etablering af busbaner og signalprioritering.
På Sjælland er projekter i Greve, Rungsted og København blandt dem, der får del i støttemillionerne.
Et projekt, der skal fremtidssikre Greve Midtby Stationsplads får tildelt 7,5 mio. kr.
Projektet i Greve går på en udvikling af busterminal, byrum og cykelfaciliteter, som skal være med til at skabe mere attraktive byrum samt en mere attraktiv kollektiv bustrafik og S-togtrafik.
Til en ombygning af Rungsted Station er Hørsholm Kommune tildelt 2,5 mio. kr.
Her er tale om en ombygning af Rungsted Stations østside. Projektets formål er at skabe logiske og markerede gangforløb og minimere konflikter mellem de hårde og bløde trafikanter. Ombygningen skal sikre en god fremkommelighed for alle trafikanter.
En ny højklasset busløsning på Frederikssundsvej i København bliver tildelt 30 mio. kr. fra puljen.
Projektets formål er at etablere en højklasset busløsning på strækningen Nørrebro Station til kommunegrænsen mod Herlev. Hermed vil fremkommelighed og regularitet blive forbedre markant. Endvidere etableres en række højklassede stoppesteder på strækningen.