23948sdkhjf

Entreprenør når milliard-milepæl

Jakon A/S hæver toplinjen med 19 pct. og er gået fri af prisstigninger, viser nyt regnskab

Ballerup-entreprenøren Jakon A/S kan nu kalde sig et milliardforetagende.

I en ny årsrapport for det skæve regnskabsår 2022/23 lander koncernens omsætning således på 1,077 mia. kr.

Ikke alene afspejler omsætningen en toplinjevækst på 172 mio. kr. eller 19 pct. Det er også første gang i virksomhedens historie, at omsætningen krydser 1 mia. kr.

Jakon A/S er stiftet i 1978 og er ejet af familien Pettersen med Stein Pettersen i front. Han oplyser, at virksomheden nu beskæftiger knap 550 medarbejdere.

Tjener flere penge

Ejerfamilien kan i det nye regnskab glæde sig over, at det ikke blot er virksomhedens aktivitetsniveau i form af omsætningen, der stiger.

Tallene viser også, at indtjeningen følger med op. I 2022/23 landede resultatet efter skat således på 66 mio. kr. Det var en fremgang på ca. 9 mio. kr. i forhold til året forinden.

"Både omsætning og overskuddet er noget over budget. Virksomheden har ikke nævneværdigt været ramt af prisstigninger, da de er dækket ind af indeksreguleringer på projekterne", skriver ledelsen i regnskabets beretning.

Jakons overskudsgrad lød på 5,8 pct. Det var lidt lavere end året før, men højere end gennemsnittet i de største danske entreprenørkoncerner. Ifølge Licitationens brancheanalyse havde de en gennemsnitlig overskudsgrad på 3,4 pct. baseret på tallene for 2022.

Venter fald

I det nye regnskabsår forventer virksomhedens ledelse, at tallene falder. Omsætningen ventes at blive 5-10 pct. lavere end i 2022/23, og overskudsgraden ses at lande i niveauet 4-4,5 pct.

"Den lidt lavere omsætning skyldes, at et større projekt er forsinket", skriver ledelsen, der ikke sætter navn på projektet.

"Prisstigningerne, der tidligere er set i markedet, ser vi ikke længere som en risiko", fremgår det af ledelsesberetningen i regnskabet.

JAKON A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22
mio. DKK
Nettoomsætning 1.077 905,1
Bruttofortjeneste 164,3 161,1
Resultat af primær drift 62,7 68,9
Resultat før skat 82,1 71,9
Årets resultat 65,9 57,0
Balancestatus 420,0 424,9
Egenkapital 161,2 145,3
Antal ansatte 328 344
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094