Snævert flertal vender tommel op til stort byggeprojekt
Omfattende byggeplaner kan få befolkningen i Nykøbing Sjælland til at vokse med en tiendedel
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/60775525.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=5472&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=3648&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=440&accessToken=10d07877b47fb2236896b87c940e4022c644dcfa059a7ec699284bfb399c99da)
Samlet tæller projektet 380-450 boliger, et friplejehjem med 110 pladser samt et område med seniorboliger. Foto: Colourbox
Ejendomsselskabet Lind ApS har præsenteret Odsherred Kommune for planer om et omfattende projekt i det østlige Nykøbing Sjælland. Og med det snævreste flertal – 13 for og 12 imod – har byrådet sagt ja til byggeriet.
Det skriver TV2 Øst.
Det Smørum-baserede ejendomsselskab, som Bjarke Lie Rosenfeldt Christiansen står bag, har 380-450 boliger, et friplejehjem med 110 pladser samt et område med seniorboliger i flere etager i tankerne.
Fuldt udbygget vil boligbyggeriet give plads til 570-675 nye borgere i Nykøbing Sjælland. I dag har byen i omegnen af 5.300 indbyggere.
Efter byrådets ja skal Odsherred Kommune nu i gang med at lave en lokalplan for området forud for en offentlig høring.