23948sdkhjf

NCC klar til mere byggeri i Skejby

NCC Property Development har overtaget en 48.000 m² stor grund, der kan bebygges med op til 24.000 m² erhvervs- eller undervisningsbyggeri.
- Der er sket en kolossal udvikling i Skejby de seneste syv år. Vi har i den periode udlejet og opført tre Company Houses og et domicil i Skejby, og vi stod og manglede ny jord, da vi fik muligheden for at erhverve grunden på Tueager. Det er den helt rigtige grund for os.

Det siger projektudviklingschef Christian Aakjær Jacobsen i forbindelse med, at NCC Property Development har sikret sig nogle af de sidste ledige erhvervsarealer i Skejby i det nordlige Aarhus. Grunden, der ligger på Tueager mellem Skejby Sygehus og Vestas’ nye hovedkvarter, er købt med henblik på at etablere en Company Park, der kan indeholde både Company Houses og domiciler.

Ifølge Christian Aakjær Jacobsen har området i Skejby præcis de kvaliteter, der skal til for at skabe et attraktivt erhvervsområde. I forbindelse med udbygningen af Skejby Sygehus anlægges der nye veje i området og sammen med den kommende letbane fra Aarhus C, som får station lige op ad det nye erhvervsområde, bliver der optimale adgangsforhold.

Skejby er allerede en succes
NCC har opført tre Company Houses med et samlet areal på 20.000 m² i Skejby Company Park, blot et stenkast fra den nye erhvervsgrund, og udlejningsdirektør Allan Schouv Jakobsen, der har stået for de første udlejninger, ser frem til at præsentere kunderne for de nye muligheder:

- De nuværende lejere i Skejby Company Park er de bedste ambassadører for området og for vores Company House-koncept. Dels er de glade for den gode tilgængelighed i området, dels trives medarbejderne i de nye, moderne lejemål med de mange fælles faciliteter. Her er kantinen og fitnesslokalet en topscorer, men også fælles foyer og mødelokaler er med til at give huset dynamik. Samtidig er der en fornuftig økonomi ved at bo i et Company House og dele fælles faciliteter med andre lejere. Det er besparende, uden at de som lejere skal give afkald på noget, uddyber Allan Schouv Jakobsen.

På landsplan har NCC allerede opført 14 kontorhuse efter Company House-konceptet omkring de største byer i Danmark, og der er flere på vej. Company House-konceptet giver mulighed for at opnå besparelser for lejerne ved at deles om fælles faciliteter, og udviklingen viser, at flere og flere virksomheder får øjnene op for fordelene.

- Vi har helt sikkert kun set toppen af isbjerget på denne trend, slutter Allan Schouv Jakobsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114