Nye slidlag og bærelag lægges snart ud på veje og stier i Favrskov Kommune. Det samlede beløb il vedligehold af veje og stier kommer op på 22 mio. kr. i 2013.
De 22 mio. kr. betyder, at der vil blive udført forholdsvis mange asfaltarbejder i 2013. Der er i alt 846 km offentlig vej i Favrskov Kommune, og med de planlagte opgaver bliver mere end 5 procent af strækningerne berørt og forbedret.
Årets asfaltarbejder har været i licitation og blev vundet af Pankas, der har asfaltværk i Silkeborg. Firmaet er allerede i gang med de nye belægninger, og alle opgaver forventes afsluttet senest 1. oktober 2013.
- Efter nogle hårde vintre trænger mange af vores veje til nyt asfalt og reparationer. Samtidig kan de ekstra penge til asfalt bruges til at give nogle af de veje, der skal nedklassificeres, et løft, inden vi om nogle år overdrager dem til beboerne, siger borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring.
• 186.000 m2 nyt slidlag (svarende til ca. 31 km)
• 74.000 m2 nyt bærelag (svarende til ca. 12 km)
• 47.000 m2 overfladebehandling med småsten (svarende til ca. 8 km)
• 37.000 m2 nyt slidlag på stier (svarende til ca. 12,5 km).
