23948sdkhjf

Økonomidirektør forlader stor arkitektvirksomhed

Rune Hove stopper i Aart Architects med udgangen af denne måned

Efter mere end fem år som økonomidirektør og over tre år i koncernledelsen stopper Rune Hove i arkitektvirksomheden Aart. 

Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR. 

På LinkedIn har hovedpersonen været ude og søge nye udfordringer:

- Jeg stået i spidsen for den digitale transformation af AART, hvor vi har moderniseret, automatiseret og digitaliseret en bred pallette af processer og funktioner. Det har været 5 spændende og udfordrende år, hvor vi har fusioneret selskaber, lavet opkøb, integreret IT systemer og fået mange nye kolleger, samtidig med at vi har styret virksomheden gennem op- og nedture i markedet, har han skrevet her. 

Og i et nyligt opslag på LinkedIn har han så løftet sløret for karrierens næste step; nemlig en stilling som økonomichef hos Daka Denmark per 1. december. 

Karrieren har tidligere budt på stillinger i virksomheder som Mærsk, Grundfos, Nordisk Wavin, Tastymix, System Frugt og EL:CON. 

Koncernledelsen i Aart består ifølge virksomhedens egen hjemmeside nu af adm. direktør og stiftende partner Torben Skovbjerg Larsen, kommerciel direktør og stiftende partner Anders Strange, innovationschef og stiftende partner Anders Tyrrestrup samt kommunikations- og marketingschef Anne Aksglæde Stahl, der også er chef for "people and culture".

Selskabet er med egne ord en "skandinavisk, full-service arkitektvirksomhed" og beskæftiger sig med almene og private boliger, erhverv, kultur, sundhed og uddannelse samt byrum- og landskabsdesign, planlægning, spaceplanning, bæredygtighed, miljø, transformation, renovering, design og effektbaseret arkitektur.

Virksomheden blev etableret i Aarhus i 2000 og har siden åbnet kontorer i både København, Oslo og Stockholm. I 2022 opkøbte Aart arkitektvirksomheden Mangor & Nagel, og i dag er der over 300 ansatte på tværs af koncernen.  

Se nøgletal for:
Læs mere om: JOBSKIFTE
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.733