23948sdkhjf

BM Byggeindustri fortsætter positiv udvikling

Der er travlhed på fabrikken i Hobro, hvor man for øjeblikket søger nye medarbejdere på salgs- og entrepriselederområdet.
Hos BM Byggeindustri i Hobro ser krisen efterhånden ud til at være et overstået kapitel. Regnskabet for 2011/12 blev afsluttet med et resultat på 7,35 mio. kr., og i det aktuelle regnskabsår, der løber frem til udgangen af september, peger pilen i retning af endnu et solidt millionoverskud.

- Der er så travlt, at vi i øjeblikket søger en ny entrepriseleder og en salgsmedarbejder. Dog har vi ikke mere travlt, end at der året ud og også næste år er en del produktionskapacitet til rådighed, fortæller salgschef Mogens Madsen.

BM Byggeindustri har de sidste par år øget bemandingen markant og beskæftiger for øjeblikket omkring 125 medarbejdere inden for traditionelt tømrer-/snedkerarbejde samt præfabrikeret byggeri i total- og hovedentrepriser.

Har de rigtige værktøjer
Ifølge Mogens Madsen er det ikke mindst virksomhedens fabriksfremstillede modulsystemer og præfabrikerede badekabiner, der giver arbejde til de ansatte i produktionen. BM Byggeindustri er netop nu i gang med en af sine største opgaver nogensinde; 113 pleje- og familieboliger i Frederikshavn for Boligforeningen Vesterport.

- Vi er cirka halvvejs gennem anden og sidste etape med 84 familieboliger og afslutter hele byggeriet ultimo 2014. Boligerne opføres i 2020-klassen, og de seneste målinger viser en tæthed på 0,35-0,40 l/sek/m², hvor kravet er 0,5. Hertil kommer særdeles gode lydmålinger, som opfylder kravene for Klasse B i henhold til DS490, siger Mogens Madsen.

BM Byggeindustri havde satset hårdt på at sikre sig 4. rammeaftale af KAB’s AlmenBolig+-byggeri. Kontrakten til en værdi af mindst 300 mio. kr. landede imidlertid hos konkurrenten Scandi Byg, men hos BM har man fortsat stor tro på konceptet og mulighederne. Ifølge Mogens Madsen blev BM’s tilbud, der var udarbejdet sammen med G.V.L. Entreprise, Vandkunsten, Sloth Møller og Esbensen, fremhævet for bedste byggesystem, herunder det arkitektoniske og energimæssige koncept, blandt de fem prækvalificerede teams.

- Så vi ved, at vi har de rigtige værktøjer til at være en af de førende producent i Danmark. Vi arbejder herudover også med flere initiativer inden for produktionsoptimering og på en udbygning af vores træelement-certificering, som er et krav ved offentligt støttede byggerier, siger Mogens Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109