23948sdkhjf

WorldSkills: Jeg lå søvnløs og tænkte på opgaven

De danske håndværkertalenter presses til det yderste under WorldSkills i Leipzig.
Han ser træt ud. Murer Mathias Nielsen. Det er der ikke noget at sige til, for han har arbejdet hårdt og fokuseret i mange timer på dagens opgave, der primært bestod af den ukendte del af WorldSkills-konkurrencen. Det vil sige, at det er en opgave, som deltagerne ikke kendte på forhånd. Oveni i det så kunne den dobbelte danmarksmester ikke falde i søvn i aftes.

- Jeg gik i seng klokken 22, men så lå jeg vågen i tre timer og tænkte på opgaven, fortæller Mathias Nielsen.

Han har brugt alle aftener på hotellet på at tegne den ukendte opgave, der er en brun mur med et skjold med en ørn og tallet 2013 i højre hjørne. I morgen skal han først bruge to timer på at færdiggøre muren med skjoldet – og så skal han i gang med den sidste opgave: Brandenburger Tor.

- Jeg synes, at det var sjovt at lave den ukendte opgave, men jeg føler mig stadig presset, fordi jeg virkelig gør mit allerbedste. Jeg ser stort set ingenting. Jeg tænker kun på opgaven. Det er sådan set det eneste, siger Mathias Nielsen, inden den ene af holdets to teamledere kommer for at hive ham med hjem på hotellet.

Dansk stemme stressede bygningsmaleren
Konkurrencedag nummer to blev knap så stressfri som førstedagen for Jacob Kofod. Den 20-årige bygningsmaler blev hylet lidt ud af den under dagens tempokonkurrence, da han hørte en dansk stemme blandt publikum.

- Der var pludselig en dansk stemme, der sagde, at det ikke gik hurtigt nok. Jeg ved ikke, om det var mig, der blev talt om, men jeg prøvede at sætte tempoet op. Resultatet blev derefter, fortæller Jacob Kofod, da han sidder i den store spisesal, hvor konkurrencedeltagerne spiser aftensmad.

- I går var der ikke så mange danske stemmer. Hvis du mest hører kinesisk og engelsk, og der så pludselig kommer en dansk stemme, så hører du det hele. Lige på det tidspunkt havde jeg så heller ikke ørepropper i. Det har jeg ellers haft hele tiden, men vi skulle lige have nogle informationer, og så glemte jeg at putte dem i ørerne igen.

På trods af det uplanlagte hastværk, så blev målene næsten ok, mener Jacob Kofod. Det var mere dækningsevnen, det kneb lidt med.

Til gengæld gik resten af dagens opgaver fint. Jacob Kofod fortæller, at han fik arbejdet både på den store faste dekoration og den frie dekorationsopgave, som skal være færdig i morgen, fredag.

Ligesom resten af holdet trænger Jacob Kofod til at komme hjem på hotellet og slappe af. Holdet har en fast rutine med at mødes klokken 20 sammen med de to holdledere for at tage en runde med hver enkelt deltager, der fortæller, hvordan dagen har været, og hvad planen er for morgendagens konkurrence.

- I går sad vi også nogle stykker bagefter og talte om alt muligt andet. Jeg synes, at det er vigtigt, at man ikke tænker på konkurrencen hele tiden, siger Jacob Kofod.

- Så går jeg i seng ved 22-tiden, og så ligger jeg lige fem-ti minutter og kører en film inde i hovedet, der handler om, hvad der skal ske i morgen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094