Når byggeriet af det store byggeprojekt på den store grusplads på hjørnet af Nygade og Skolegade efter planen starter til efteråret, bliver der især arbejdet i højden.
Bag projektet står FællesBo og udviklingsselskabet KPC A/S, som har søgt om en række dispensationer gennem arkitektfirmaet Aarstidernes Arkitekter A/S.
Ifølge Herning Folkeblad handler det blandt andet om at få tilladelse til at bygge halvanden meter højere end de 15 meter, som lokalplanen tillader. Herning Byråds udvalg for teknik og miljø har allerede sagt godt for dispensationerne.
- Nu spørger vi naboerne. Hvis der er væsentlige indsigelser, vil vi få dem at se i udvalget til august, siger Finn Stengel Petersen (S), der er formand for Herning Byråds udvalg for teknik og miljø, til avisen.
