23948sdkhjf

Grusdirektør ser højesteretsdom som angreb på faglige vurderinger

Højesteret har frifundet kommune for påstande om usaglig sagsbehandling og inhabilitet i sag om grusgrav

At både Østre Landsret og nu også Højesteret har sagt god for en afgørelse fra Faxe Kommune, som forhindrede råstofvirksomhed i at udvinde grus, er "dybt bekymrende".

Det mener administrerende direktør Ole Nørklit fra råstofvirksomheden Nymølle Stenindustrier, som onsdag led nederlag i Højesteret.

Virksomheden mente, at Faxe Kommune ikke havde truffet en saglig afgørelse på baggrund af de foreliggende faglige vurderinger, da den i november 2019 nægtede virksomheden at grave grus under grundvandsspejlet.

- Med Højesterets afgørelse i dag, slås det fast, at faglige og uafhængige vurderinger kan tilsidesættes på baggrund af politiske lokalinteresser, lyder det fra Ole Nørklit i en pressemeddelelse.

- Til trods for at uafhængige eksperter, samt kommunens egne embedsmænd, vurderede, at der ikke er nogen risiko forbundet med en gravetilladelse, valgte kommunens politikere alligevel at afvise vores ansøgning. Det er selvsagt dybt bekymrende, hvis lokalpolitikere nu bare kan tilsidesætte faglige vurderinger, siger Ole Nørklit.

- Det er dybt bekymrende

Hos arbejdsgiver og erhvervsorganisationen Dansk Industri er underdirektør Karin Klitgaard også kritisk.

- Med denne afgørelse dannes der en grundlæggende uheldig præcedens for, at lokale politiske interesser kan afvise faglige og saglige vurderinger fra embedsmænd og eksperter, siger hun i pressemeddelelsen.

- Det er dybt bekymrende - ikke kun for hele råstofbranchen, men også for alle andre afgørelser, som involverer tilsvarende, faglige vurderinger, lyder det fra Karin Klitgaard.

Nymølle Stenindustrier argumenterede i retssagen dels for, at kommunens afgørelse var usaglig, idet den ikke fulgte de faglige vurderinger, og dels, at beslutningsprocessen var præget af inhabilitet.

I det kommunale udvalg, som traf afgørelse, sad nemlig en politiker, der både politisk og personligt havde givet udtryk for modstand mod en grusgrav i Bjerrede på Østsjælland.

Synspunktet fik medvind, da sagen blev behandlet i byretten i sommeren 2021. Men hverken Østre Landsret eller Højesteret har anset det for et problem.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141