23948sdkhjf

Entreprenørkæmpe tilbage på sporet med ny rekord

Efter nogle udfordrende år vokser Arkil-koncernens danske aktiviteter igen

Den Vojens-baserede anlægsentreprenør Arkil A/S noterer sig igen fremgang efter et par udfordrende år. 

Blandt lyspunkterne er en ny rekord, hvor driftsresultatet på 100 mio. kr. overgår den hidtidige rekord på 79 mio. kr. fra 2019.

- De seneste år har tab relateret til enkeltstående projekter haft en negativ indflydelse på resultatet. Derfor er det meget tilfredsstillende at se, at Arkil-koncernens danske aktiviteter nu er tilbage på sporet, siger Thomas Boe, bestyrelsesformand i Arkil A/S, i en kommentar til det netop aflagte årsregnskab.

Michael Hansen, adm. direktør i Arkil A/S siden november sidste år, udpeger en række forklaringer på den positive udvikling.

Først på listen er, at 2023 har været kendetegnet ved høj aktivitet i markedet og energipriser, der faldt tilbage på et niveau svarende til før Ruslands invasion af Ukraine.

- Det er ikke mindst opgaver for forsyningsselskaber og inden for klimasikring og grøn omstilling, der har været med til at sikre travlhed bredt fordelt på Arkils danske afdelinger. Samtidig spiller det positivt ind, at den generelle aktivitet i branchen har været høj, udtaler han.

Topchefen tillægger også internt faktorer en væsentlig del af forklaringen på det positive årsregnskab.

- Der har været en rigtig god performance fra hele organisationen med godt styr på både kalkulationer og udførelse. En bred vifte af projekter er realiseret med et tilfredsstillende resultat, og negative påvirkninger fra større tabssager er undgået, udtaler Michael Hansen.

Bedre end ventet

Omsætningen i den sønderjyske entreprenørkæmpe endte på 2.362 mio. kr. mod 2.351 mio. kr. i 2022, oplyser Arkil med henvisning til den endnu ikke offentliggjorte 2023-årsrapport.

Resultatet efter skat endte på 77 mio. kr., en markant fremgang fra resultatet på 25 mio. kr. i 2022 og bedre end forventet ved indgangen til 2023. 

Der har været en rigtig god performance fra hele organisationen med godt styr på både kalkulationer og udførelse. En bred vifte af projekter er realiseret med et tilfredsstillende resultat, og negative påvirkninger fra større tabssager er undgået Michael Hansen, adm. direktør, Arkil A/S

Overskudsgraden er øget fra 1,2 pct. i 2022 til 4,2 pct. i 2023 og er dermed tilbage på et niveau, der svarer til koncernens langsigtede forventninger.

Tyk ordrebog

Til trods for, at den usædvanligt våde begyndelse på 2024 har forsinket udførelsen af flere projekter, er det forventningen at lande endnu et tilfredsstillende - men ikke nærmere specificeret - resultat i år.

- Vi ser ind i endnu et fornuftigt år, hvor efterspørgslen er god, og hvor ordrebogen har et højt niveau, udtaler bestyrelsesformand Thomas Boe.

Han hæfter sig desuden ved, at en øget risikostyring også fremadrettet forventes at have positiv effekt.

Læs mere om regnskabet hos Licitationen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14