Børsens ombygning kan have forøget risikoen for brand
Børsen har været i forøget risiko for brand på grund af det ombygningsarbejde, der har været i bygningen.
Derfor kan den omfattende brand af den historiske bygning sagtens være relateret dertil, selv om det er for tidligt at sige det med sikkerhed.
Sådan lyder det fra Jens Kastvig, der er brandrådgiver hos Copenhagen Fire Engineering og brandekspert i ingeniørforeningen IDA.
- Der er forøget risiko på grund af det arbejde, der er inde i bygningen.
- Det kan være, at man dækker brandalarmer til, hvis man laver støvende arbejde for at undgå fejlalarmer. Ofte vil håndværkerne også fjerne branddøre, fordi det ikke nødvendigvis er et krav i byggeperioden, siger han.
Hele Børsen-bygningen har under ombygningsarbejdet været omgivet af stillads.
Det gør også slukningsarbejdet mere vanskeligt for brandvæsnet, siger Jens Kastvig.
- Stilladset gør det klart sværere, når branden er så stor, og når de så laver en udvendig slukning, så er det svært at komme ind til facaden.
Branden stod først op fra Børsen omkring midten af bygningen, hvor spiret stod, men ser ud til at have spredt sig til bygningens side op mod Christiansborg.
Opblusningen kan for eksempel skyldes, at en væg eller et etagedæk ikke holder længere, hvorved at branden kan have taget fat igen, siger Jens Kastvig.
Han forklarer desuden, at brandvæsnet nu forsøger at begrænse branden og lave en standsningslinje i dele af bygningen. Det kan dog være udfordrende i gamle bygninger som Børsen.
- Det er rigtig svært i de her gamle bygninger, fordi der kan være masser af hulrum og trækonstruktioner, hvor branden kan sprede sig, siger han.
Tirsdag formiddag meddeler Hovedstadens Beredskab, at cirka halvdelen af Børsen står i brand.
Desuden er dele af taget kollapset, og branden endnu ikke i kontrol, lyder det.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Brand i Børsen.