23948sdkhjf

Adserballe & Knudsen skal energirenovere i Nuuk

Entreprenørvirksomheden er begyndt at høste frugterne af sin grønlandske satsning, der blev indledt med etablering af ny afdeling i Nuuk sidste efterår.
Adserballe & Knudsen har vundet licitationen om at energioptimere Politigården i Nuuk. Den 2-etagers kontorbygning med detention og en sidebygning får i løbet af efteråret en meget tiltrængt fornyelse af facader og gavle, efterisolering af loft, nye vinduer, døre, varme-, ventilations- og køleanlæg mm. Renoveringen løber op i 4,5 millioner kroner.

Bygningen er opført i træ, som det er tradition for mange bygninger i Grønland. Det medfører, at tømmerarbejdet udgør en stor del af renoveringen.

- Vi har med vores nye kontor i Nuuk satset på at vinde flere opgaver i Grønland, hvor vi kan tilbyde vores erfaring og viden om at udføre komplekse projekter under arktiske forhold, siger direktør Niels Laursen, Adserballe & Knudsen Greenland.

Krævende bygherre
Ifølge Niels Laursen venter der flere betydelige udfordringer. Først og fremmest er der relativt kort tid til at udføre opgaven, for med vinterens komme skal de udvendige arbejder i gang hurtigt og afsluttes. Ligeledes er der pcb og muligvis også asbest i bygningen. Han fremhæver, at Adserballe & Knudsen heldigvis har erfaring med at håndtere disse farlige stoffer, som skal behandles forsvarligt og sendes til Danmark til deponering.

- Den nye kontrakt med energirenoveringen af Politigården bekræfter vores satsning samtidig med, at vi kan notere endnu en opgave for en meget krævende offentlig bygherre. Vi har tidligere blandt andet renoveret Vestre Fængsel og Politiskolen på Amager, så myndighederne kender os indgående.

Opgaven udføres i hovedentreprise. Godt halvdelen i egenproduktion, herunder projektledelsen, mens el-, vvs- og malerarbejder udføres af underentreprenører. Otte-ni håndværkere og en byggeleder er beskæftiget med renoveringen, som Adserballe & Knudsen vandt på det billigste tilbud efter en indbudt licitation.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078