23948sdkhjf

Straf nedsat: Men tidligere husbygger-direktør skal fortsat i fængsel

Vestre Landsret nedsætter straffen, som Johannes Schmith er idømt for at have misbrugt insiderviden om salg af fabrik til Huscompagniet

Tidligere direktør i Danhaus, Johannes Schmith, skal 40 dage i fængsel for insiderhandel. Dommen faldt ved Vestre Landsret tirsdag.

Det skriver finans.dk.

Landsretten nedsatte dermed straffen på de 60 dages ubetinget fængsel, som den forhenværende husbygger-direktør blev idømt ved Retten i Herning i september 2023.

- Min klient er naturligvis tilfreds med, at straffen blev nedsat. Men ellers har vi ingen kommentarer, siger Anders Nemeth, den tidligere Danhaus-direktørs advokat, til finans.dk.

Fastholder konfiskation

Sagen drejer sig om insiderhandel - en handel, vi her på Licitationen løbende har dækket.  

Johannes Schmith er dømt for at have misbrugt sin insiderviden til at købe aktier i børsnoterede Huscompagniet forud for, at kursen steg. Sådan lød konklusionen i september fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Ifølge advokaten solgte den dømte ikke aktierne.

Foruden den ubetingede fængselsstraf, har NSK også konfiskeret 7.383 kroner hos den dømte. Det svarer til den kursgevinst, han kunne have sikret sig fra aktiehandlen.

Handel før fabrikssalg

Konkret skete insiderhandlen ved, at Johannes Schmith i sin egenskab af direktør for Danhaus udnyttede sin viden om, at typehuskæmpen Huscompagniet var i færd med at købe Danhaus' fabrik i Esbjerg. 

Fabrikssalget blev offentliggjort den 22. april 2022.

”I foråret 2022 bad han sin bank om, på hans vegne, at købe for ca. 200.000 kroner aktier i det børsnoterede byggefirma. Dagen efter aktiekøbet blev det offentliggjort, at byggefirmaet havde købt en produktionsenhed af et andet firma, hvor herningenseren var direktør. Herefter steg aktiekursen for byggefirmaet, og det gav den nu dømte en umiddelbar økonomisk fordel på 7.383 kroner,” skrev NSK i en pressemeddelelse i forbindelse med den oprindelige dom i september sidste år.

NSK oplyste også, at sagen startede efter en anmeldelse fra Finanstilsynet i september 2022. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157