De første 148 ferieboliger ved Rødhus Klit Feriecenter er nærmest blevet revet væk, og derfor er investorerne nu klar til at øge det samlede antal boliger til 304. Det fortæller Morten Pedersen, direktør for Rødhus Strand Aps., til Nordjyske Stiftstidende.
- Vi har haft en kolossal efterspørgsel på de første huse, og det er selvfølgelig grunden til, at vi nu går videre og fordobler antallet af ferieboliger, siger han.
En forudsætning for byggeriet er, at der vedtages en ny lokalplan. Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Gade (V), er dog positivt stemt, og hvis alt går vel, kan spaden stikkes i jorden til foråret.